Varde Kommune har onsdag den 11. november modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om indførelse af besøgsrestriktioner på samtlige plejecentre i kommunen.
Formålet med besøgsrestriktionerne på alle kommunens plejecentre og ældreboligcentre er at beskytte beboerne, deres pårørende og kommunens plejepersonale mod spredning af corona. Restriktionerne indføres øjeblikkeligt.
Varde Kommune har den seneste uge oplevet stor stigning blandt smittede borgere. Onsdag den 11. november er der således 90,1 smittede borgere pr. 100.000 indbyggere.
Det centrale i besøgsrestriktionerne er:
at besøg på plejecentre mv. som udgangspunkt skal foregå på udendørs arealer, og
at besøg på indendørs arealer på plejecentre mv. ikke kan ske, med mindre
a) besøget sker i en kritisk situation, eller
b) den besøgende er den nærmeste pårørende til beboeren.
Påbuddet er foreløbig og gælder til Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet. Det sker, hvis smittetrykket reduceres væsentligt.
Uddybning af restriktionerne
Hver beboer kan modtage besøg i sin lejlighed fra én enkelt pårørende under besøgsrestriktionerne. Plejecentret spørger hver enkelt beboer, hvem de ønsker besøg af under de nuværende rammer. Den pårørende, der udvælges til at kunne komme på besøg, kan komme på besøg i lejligheden, så ofte det ønskes.
Særlige forhold for personer i kritiske situationer
De midlertidige besøgsrestriktioner omfatter ikke besøg i kritiske situationer. Ved en kritisk situation forstås et uopsætteligt besøg fra nære pårørende til en kritisk syg eller døende person. I sådanne kritiske situationer er det muligt for flere pårørende at få adgang til at besøge beboeren. Dette aftales med lederen af plejecentret eller ældreboligcentret.
På nogle plejecentre vil det være nødvendigt for den pårørende på forhånd at have lavet en aftale om et besøg.
Adgang for andre til plejehjem og ældreboligcentre
Besøgsrestriktionerne omfatter ikke brugere af daghjem og heller ikke personer, som er visiteret til træning, der foregår på plejecentre.
Så længe disse besøgsrestriktioner er gældende, er der ikke adgang til frivillige på plejecentrene.
Præster kan fortsat have adgang til afholdelse af gudstjenester under forhold, hvor der kan sikres imod spredning af coronasmitte.