Nyhedsbrev fra Varde Lokalhistoriske arkiv: Soldater i Varde i 1903
Vi har netop skannet og registreret en lille serie billeder med soldater, som marcherer gennem Varde. Fotografen er Hans Peter Truelsen, som var ivrig amatørfotograf. Han boede i Varde fra 1903-1908 og udover denne oplysning står der enten 12. bat. eller 16. bat. på glaspladerne.
Ved at søge i skannede aviser på Mediestream – Aviser (statsbiblioteket.dk lykkedes det at finde en omtale af soldaternes ankomst til Varde og historien bag. Udklip fra Varde Folkeblad 18.8.1903.
Soldaterne kom fra henholdsvis Fredericia og Odense og var på vej til Borris. De ankom med tog til Varde og skulle så marchere til Borris, hvor de deltog i en øvelse. De er så formentlig marcheret tilbage igen. Serien indeholdes blandt andet et billede hvor de marcherer over Storegadebroen mod Nord og et billede fra samme sted, hvor de marcherer mod syd mod Banegården. De 21 billeder kan ses ved at trykke HER.
Podcast – Hvornår var det?
Godbidder for lokalhistorisk interesserede
Varde Bibliotek lancerede 1. september 2021 podcasten ”Hvornår var det”. Hver den 1. i måneden udkommer en podcast med en beretning fra Varde kommune. Fra Nymindegab til Agerbæk, fra Ølgod til Blåvand gemmer sig små og store historier om personer og begivenheder, der har sat deres præg på Varde Kommune, som vi kender den i dag.
Ca. 1950
Ole Nørskov fra Varde lokalhistoriske arkiv medvirker i Episode 1, som udkom 1. september og har overskriften: ”Konflikten om statuen af Frederik VII”. Statuen står på Torvet i Varde, men i 1884- 85, da det skulle besluttes, hvor statuen skulle stå, blev den en lokal brik i en storpolitisk konflikt.
Du kan høre Episode 1 ved at trykke her
Nyhed: Episode 2 af den lokalhistoriske podcast ’Hvornår var det?’ udkommer
fredag d. 1. oktober. Om u dvidelsen af det militære øvelsesområde ved Oksbøl.
Museumsinspektør John V. Jensen er gæst i den kommende episode. Han fortæller om rygterne, der begynder at svirre i 1960’erne i bl.a. Vejers, Børsmose og Grærup. Rygtet lød: Havde Forsvaret kig på området til udvidelse af det militære øvelsesterræn? Og da situationens alvor går op for den lokale befolkning, er beslutningen allerede taget.
Læs mere og links til podcasten her: https://www.vardebib.dk/podcast-hvornaar-var-det
Billedformiddag, torsdag den 18. november 2021 kl. 10.00-12.00 Salonen, Varde Bibliotek
Varde lokalhistoriske arkiv inviterer atter til en billedformiddag, hvor vi gerne vil have hjælp til oplysninger om forskellige billeder. Vi mangler måske navnene på personer eller vi ved ikke hvornår og i hvilken anledning et billede er taget. Der bliver også plads til et par lokalhistoriske billeder, med en tilknyttet lille historie.
Du kan tilmelde dig allerede nu. Det foregår på Varde Biblioteks hjemmeside. Tryk HER
Nyt byggeri på Mølledammen. I baggrunden en gård på Isbjerg Møllevej i 1972