Varde Museum har over sommeren ændret navn til Museum Frello.
Med navneændringen vil Vardemuseerne gerne gøre det nemmere for gæster at finde frem til Otto Frellos forunderlige univers. Navnet har været oplagt, da museet i Varde er det eneste i verden, som udstiller den lokale kunstners fantasifulde værker. “Selvom museet rummer mere end Frellos malerier, tænker vi meget i hans ånd, når vi laver udstillinger og vi ser det som en ære af den afdøde kunstner, som har betydet meget for os som museum og for Varde by”, fortæller Museumsdirektør Claus Kjeld Jensen om årsagen til at ændre udstillingsstedets navn.
Fakta: Museumsvirksomheden i Varde kommune har flere udstillingssteder spredt i kommunen. Institutionen hedder Museet for Varde by og omegn eller Vardemuseerne i daglig tale. Foruden Museum Frello er også Nymindegab Museum, Tirpitz, Varde Artillerimuseum, Dit museum Ølgod, Hjedding Mejerimuseum og Hodde Skolemuseum en del af Vardemuseerne.
Otto William Frello var en dansk kunstmaler og illustrator, født nær Outrup. I 1948 rejste han til København, hvor han modtog tegne- og maleundervisning på diverse kunstskoler. Hans malerier rummer mange minutiøse detaljer, og pga. sin særlige teknik og stil har Frello gennem mange år haft en stor fanskare. Otto Frello døde i marts 2015 kort inden han ville være blevet 91 år.