Varde Sommerland eksploderede i uhygge

Halloween i det gamle Varde Sommerland blev en anderledes oplevelse…

1200 valgte at gæste Halloween i det gamle Varde Sommerland i mandags. Når besøgstallet igen eksploderede, blev uhyggen udfordret. Til gengæld indtraf hyggen på det groveste…

Som arrangør af Halloween i det gamle Varde Sommerland, har man grund til at hæve armene over hovedet. Arrangementet er på blot 4 år gået fra ca. 100 gæster op til 1200 i mandags. Dog er det en stor udfordring at skræmme alle, når så mange mennesker er samlet.

– Vi havde på ingen måder forestillet os at det her kunne ske. Sidste år, var det første hvor besøgstallet for alvor steg fra de oprindelige til ca. 600 gæster. Det faldt på en lørdag, og derfor havde vi i bedste fald håbet på, at vi i år blot kunne tangere den vilde rekord. Men da vi stod med ca. 1200 gæster i mandags, så taber man kæben på gulvet – griner Per Frøkjær Madsen fra Varde Parkløb

Den enorme succes er en simpel opskrift.

Dedikerede mennesker fra de 5 aktører er hovedingrediensen. Lysten til at skabe en sjov og (u)hyggelig event er drivkraften. Ud over det, koster det nogle fakler, en del varm kakao og lidt sminke.

Da TV avisen meldte deres ankomst blev der for alvor travlt. Men de 2 minutter i den bedste sendetid var det hele værd.

– Da vi hørte at TV avisen ville komme, blev vi pressede. De ville gerne have gode billeder, interviews osv. Men her var vi stadig i gang med at gøre de sidste detaljer klar til åbningen klokken 18. Der fik vi lidt smed på panden, men DR’s journalister virkede oprigtigt til at hygge sig i den nedlagte forlystelsespark – griner Lasse Frøkjær Madsen

Allerede nu går gruppen bag arrangementet og tænker på Halloween 2017. Den største udfordring ligger i at gøre området uhyggeligt, når der er sort af mennesker.

Men det skal nok lykkes. I mandags blev skoven jævnligt gennemtrængt af skrig fra hele området.

Fakta:

– Halloween i det gamle Varde Sommerland er skabt i et samarbejde mellem: Varde Bibliotek, Varde Ungeråd, Varde Parkløb, Sommerlandslauget Varde og NaturKulturVarde.

– Blev første gang afviklet i 2013. Der kom ca. 120 gæster.