Der faldt et par dråber under premieren på Vardes Sommerspil “De tre musketerer”, siges der – for jeg bemærkede det ikke. Der skete simpelthen for meget på scenen, så for min skyld kunne det have både tordnet og sat i med snestorm – jeg ville ikke have bemærket det. Fordi fokus var et helt andet sted. Nemlig på den smukke og enkle scene, hvor man fra start til absolut slut var underholdt!
Årets sommerspil er en komedie. Og det er et drama. Og det er historie. Her er grænseløs og grænseoverskridende kærlighed på flere måder. Men mest af alt, så er der humor. Jeg bemærkede, at de fleste på tilskuerpladserne sad med konstante store smil – under det meste af forestillingen. Fordi man ikke kunne lade være.
Jeg smilede – og grinede højt – af de tre herlige musketerer, der gennem hele stykket bevarer respekten omkring selve fortællingen, og samtidig tilfører nutids headlines på en ganske underfundig måde. Så alt imens vi uvilkårligt sidder i Paris i 1620’erne, kommer der lige et vingeslag ind fra højre om kønsdebat og homoseksualitet unikt krydret med kvindelist, naivitet og parodieren.
Som mange gange før må jeg tage den store musketer-hat af for Neklas Klausen. Som den intenst forførende Aramis, der konstant drages af en ihærdig flirt med byens kvinder… og sidenhen mænd. Hurra for en scene med dansende mænd klædt i silke og palietter. Musketererne brænder på hver deres måde igennem – herom ingen tvivl. D’Artagnan i skikkelse af Jonas Flindt-Christensen sprudler af energi og eventyrlyst, så nærværende, at man føler, man rent faktisk sidder helt oppe på scenen. Athos spillet fremragende og elegant af Hans Vincens, og Porthos, hvis passion for mad, ganske humoristiske (næsten) tager fokus fra fægteduellerne.
Jeg var også meget begejstret for dronningen og ikke mindst hendes kong Ludvig. Det var ganske enkelt bare et herligt humørkrydderi på hele stykket.
(Artikel fortsætter under foto)
Formidabel præstation fra kardinalen, Oh hvilken hensynsløs ondskab brilliant i takt med parodien, og som Rochefort ser vi Ole Gudmundsen, hvis mimik er så blændende komisk hele vejen igennem, at det giver lyst til at gense stykket. Og nu vi er ved ondskabens komik, så må jeg fremhæve Milady, spillet af Danielle Karlson, der henleder tankerne til et stakkels forsømt barn med alt for mange ret voldsomme diagnoser i voksenlivet. Denne intense, humoristiske ondskab bliver så afløst af Constance, Sjanne Baun Madsen, der synger, så nakkehårene rejser sig. Wauw!
I det hele taget – sang – musik – skuespillerpræstationer er lige i øjet i dette års sommerspil. Du er underholdt i højeste gear. Og sammenkoblet med de flotte og dygtige dansere, OG de flotteste kostumer, vi i mange år har set. Mon jeg var den eneste, der sad ganske betaget og spekulerede på, hvordan det dog må føles at have disse overdådige og henrivende kjoler på…?
Varde Sommerspil gjorde det igen. Tog os med storm – og det kommer de til at gøre de næste 14 dage! Et originalt stykke med kulør, finurlige skævheder, eminent humor og samtidig på en eller anden charmerende måde, så dufter det af VARDE – jo, der er noget ganske særligt over Varde Sommerspil.
Tag familien med – der er lagt op til en forestilling, der indeholder alt det, vi håbede på, – og meget meget mere…
