Varde Sommerspil: Man er i et eventyrligt selskab – hele vejen igennem

Hunde med øjne så store som tekopper, på løbehjul hen over scenen. Galge og bøddel. Prinsesse i guldsko. Flyvende heksehoved. Skønsang og dansetrin. Eventyrlig humor.  – Alt sammen kan du opleve til dette års Varde Sommerspil, hvor Fyrtøjet når længere ud over scenekanten, end man i sin fantasi kan forestille sig. En gnist blev i den grad tændt – i H. C. Andersens liv – på friluftscenen i Arnbjergparken torsdag aften til premiereforestillingen.

Der var engang… at Fyrtøjet skulle have været på alles læber i 2020, men sådan skulle det ikke gå, det er ganske vist. Men det var bestemt værd at vente på. Nu blev der endelig tændt for Fyrtøjet. Og hvilket fyrtøj.

Som man sidder der forventningsfuld på bænken, strejfer tanken “Kan de virkelig gøre det igen? Er det muligt IGEN at levere en præstation, der blæser publikum omkuld? Succes efter succes – år efter år. Kan det mon lade sig gøre. Endnu engang? Men det kan det!

De positive kuldegysninger kom rullende fra første scene. Væk var verden omkring mig i Arnbjergparken, og pludselig sad man der, midt i et eventyr – af den ægte slags. Med smuk prinsesse, konge med guldkrone, en heks så grim som et ondt år, og en soldat, der kom marcherende. Lige ind i hjerterne hos publikum, herom ingen tvivl!

Vi kender alle sammen H C Andersens Fyrtøjet. Men ingen kendte denne udgave, hvor Martin Brygmann forklædt som Danmarks kendte digter, filosoferede rundt på scenen i et eventyrligt virvar af blandt andre soldaten og de tre hunde med øjne så store som…

Brygmann gjorde det, man stille forventede. Han bjergtog publikum med sin intense karakter, sine små “Brygmann-fnis” og de finurlige kommentarer, der landede i et bemærkelsesværdigt planlagt og eventyrligt kaos af Fyrtøjets hovedpersoner – og ikke mindst i scenen, hvor H. C. Andersens eventyr mødes. En overvældende scene, hvor jeg ville ønske, der fandtes en pause-knap, så jeg kunne få DET HELE med. Alle detaljerne. Klodshans, der kom ridende på en ged og blandede sig, sammen med Den lille havfrue, Pigen med svovlstikkerne, Prinsessen på ærten – og så videre – og så videre… Wauw altså!

Varde Sommerspil har gjort det igen! Skrevet et stykke historie – et eventyr – med musik, vi skal nynne med på lang tid frem, smukke scener, der utvivlsomt har brændt sig fast på nethinden. Magiske kulisser og kostymer, så blændende smukke. Og en intensitet fra de dygtige skuespillere på scenen, der på en florlet og samtidig forunderlig intens måde, med det rette humoristiske input, gik rent ind – hele vejen igennem.

Der blev gjort store øjne til dette års sommerspil –  endda øjne så store som Rundetårn…!

Hallehoj. Se, det var en rigtig historie! Og det har vi oldermandens avis – og se, den er lige til at stole på.

Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv – årets sommerspil. Tag afsted! Se det. Oplev det! Mærk det og føl det. Der er tale om  det rene eventyr.

God fornøjelse!