Varde: Politiet opfordrer elever til at slette video

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en sag om et muligt tilfælde af ulovlig tvang

Syd- og Sønderjyllands Politi fik tirsdag eftermiddag en anmeldelse om mulig ulovlig tvang. En video skulle efter anmeldelsen florere blandt elever på skoler i Varde Kommune og vise en dreng, der udsættes for ulovlig tvang.

Syd- og Sønderjyllands Politi tager sagen meget alvorligt. Politiet har iværksat en efterforskning og sigtet tre drenge for ulovlig tvang.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man stopper med at dele videoen og sletter den, hvis man har modtaget den. Forældre opfordres til at tale med børn og unge om digital adfærd.


Fem gode råd om deling af billeder: 

Send eller del aldrig et billede eller en video af andre uden samtykke
Slet det, hvis nogen sender krænkende billeder af andre til dig
Stop spredningen. Hvis du har delt, så bed modtagerne om at slette
Sig fra, og vær med til at skabe en bedre delingskultur
Søg rådgivning, hvis du selv er blevet ufrivilligt delt, og husk at gemme beviserne
Kilde: Red Barnets Slet Det Rådgivningen

Gode råd til forældre

Lær dit barn at reflektere over, italesætte og respektere grænser og rettigheder
Tal med dit barn om de konsekvenser, der kan være af deling af krænkende billeder og videoer
Opfordr dit barn til at sige aktivt fra og til at tale med dig eller en anden fortrolig voksen, hvis de får kendskab til deling af krænkende materiale
Gør dit barn opmærksom på, at der ikke er nogen garanti for, at noget forbliver privat, når det først er sendt ud, men at man har krav på, at andre spørger om lov til at dele et billede eller en video
Gør dit barn opmærksom på, at man ikke selv må dele billeder eller videoer af andre uden at have fået personligt og klart samtykke – ikke engang med sine bedste venner. Det kan være strafbart.
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd