Vender tilbage til Varde og åbner grillbar

Han har de seneste år boet i Århus og studeret, men indrømmer ærligt, at han har savnet sin barndomsby, og derfor er tiden nu inde for at vende tilbage – med store planer i kufferten.

Jeremy Pedersen overtager pr. 1. maj driften af Boulevard Grillen og skal drive denne sammen med sin kæreste Sascha. De forventer at åbne d. 7. maj, hvor det ifølge den oprindelige genåbningsplan igen bliver muligt for restauranter og spisesteder at byde folk indenfor at spise.

– Jeg var selv fast kunde i grillen, da jeg boede i byen, og min kæreste jeg har ofte talt om, at det kunne være spændende at drive et sådant sted, fortæller Jeremy. Grillen skal drives som en gammeldags grillbar med fokus på at bevare den danske pølsevognstradition, og netop dét ser kæresteparret meget frem til.

– Jeg er sikker på, at der venter et vildt eventyr, og jeg glæder mig så meget til at komme i gang. Det skal ingen hemmelighed være, at både Sascha og jeg er ”grønne” indenfor faget, men vi har lysten og modet på det – og så har vi allieret os med de helt rigtige gode og erfarne folk, der kan lære os grundigt op. Jeg er sikker på, det bliver godt, smiler Jeremy, der flyttede tilbage til byen for en måned siden.

– Jeg er nok en af de, desværre, få, der vælger at vende tilbage til Varde efter at have studeret i en af landets store byer, men jeg har altid vidst, at det er her, jeg vil være. Jeg er glad for byen, og det føles så rigtigt at være tilbage, slutter Jeremy Pedersen, som du altså kan møde bag disken i Boulevard Grillen inden længe.