Årets første udstilling i KunstLab er med Vesterhavsvæverne.
Ligesom sidste år tager udstillingen udgangspunkt i en fælles overskrift, denne gang TABU RET.
– Ideen med at lave taburetter kom lidt ’ud af det blå’, siger Hanne Forsingdal fra Vesterhavsvæverne. Alle deltagere har vævet betræk til et sæde, og taburetterne er blevet malet i en farve, der matcher det vævede stof.
Derefter var vi på kursus hos møbelpolstrer Erna Lønborg i Janderup for at lære at montere stoffet på taburettens sæde. Det blev en travl og udfordrende dag med at prøve nogle, for os, nye teknikker sammen med en professionel.
Mere end 20 taburetter kan ses på udstillingen, der er åben i dagene 4.-29. januar.
Vesterhavsvæverne holder også til på Kulturspinderiet i Vævestuen, Stålværksvej 13b, 3. sal, og der inviteres til åbent hus lørdag d. 13. januar kl. 10 – 16. Alle er velkomne til at kigge ind.
KunstLab er en del af Kulturspinderiet, Vestervold 11D, og er åben alle hverdage kl. 9-17 samt weekender kl. 12-16, og der er fri entre.