Når vestjyske ledere bliver spurgt, hvilke udfordringer de personligt vil tage større ansvar for at løse, svarer de, at forebyggelsen af stress har førsteprioritet. Dette viser en ny undersøgelse fra Lederne foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov med svar fra 226 ledere fra Lemvig, Ikast-Brande, Struer, Herning, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner.
Fokus på stress
I undersøgelsen foretaget af Lederne svarer 66 procent, at de i det kommende år personligt vil tage større ansvar for forebyggelse af stress hos deres medarbejdere. Samtidigt svarer 61 procent, at de vil tage større ansvar for at forebygge deres egen stress. Stress ligger generelt højt på listen, når lederne bliver spurgt til, hvad der generelt skal tages større ansvar for. 54 procent af lederne svarer nemlig, at der generelt skal tages større ansvar for stress. Førsteprioriteten for lederne i Vestjylland er dog, at der generelt bør tages mere ansvar for, at de unge på erhvervsuddannelserne får praktikpladser.
Forebyggelse er det bedste svar
At stress fylder meget i de vestjyske lederes bevidsthed, kommer ikke bag på afdelingsformand for Lederne Midt-Vest Aage Mørch Sørensen.
– Mange oplever, at de får stress af alle de ting, de ikke når. Det kan bestemt diskuteres, om vi sætter barren for højt i vores liv. Både i arbejdslivet og i privatlivet er det nødvendigt med nogle realistiske mål for, hvad vi kan nå, siger Aage Mørch Sørensen.
Han påpeger også, hvor vigtigt det kan være at turde blande sig i hinandens liv.
– Forebyggelse er uden tvivl det bedste svar på stress. En del af forebyggelsen handler om, om man har gode relationer på arbejdspladsen. Tillidsfulde relationer mellem kollegaer, ledere og medarbejdere er afgørende, for når tilliden er til stede, tør vi blande os i hinandens liv. Det er nemlig ikke altid, at man selv kan se det, når presset af den ene eller anden årsag er ved at blive for stort, mener Aage Mørch Sørensen.
Undersøgelsen er lavet forud for Ledernes pop-up butik, der åbner i MCH Messecenter Herning under HI-messen »HI Tech & Industry Scandinavia«. Torsdag den 5. oktober er temaet i pop-up butikken netop stress. Alle med interesse kan kigge forbi og blive klogere på, hvordan man forebygger, spotter og håndterer stress.
Af Sissi Andersen