Læserbrev indsendt af Søren Laulund, Borgmesterkandidat, Socialdemokratiet i Varde, Hyldesti 1,6800 Varde
Jeg foreslår, at byrådet minimum én gang om året har dialogmøder som opfølgning på de årlige budgetaftaler. Møderne skal afholdes både i oplandsbyer samt Varde.
Inspirationen fik jeg da udviklingsrådet i Ølgod inviterede til paneldebat. Jeg havde forberedt indlæg om budgetaftalen med alle dens røde aftryk. De gode initiativer for kulturen i Ølgod som fortsat bør udvikles, ligesom øvrige politiske indsatser til gavn for Ølgod også skulle nævnes. På vej i bilen valgte jeg at nøjes med at sende mit vigtigste budskab – at Socialdemokratiet har fokus på trivsel og velfærd. I stedet for en masse løfter – vendte jeg det på hovedet og ønskede at høre fra deltagerne – hvad der rørte sig i hverdagen – og hvor vi skulle have øget fokus – set med Ølgod øjne! Det blev en spændende politisk aften, hvor vi drøftede bl.a. erhvervsvenlighed og byggesagsbehandling, cykelstier og lade standere, og udfordring med kreditforeningslån både erhverv og privat. Der var fokus på den sociale arv, mental sundhed og rekrutteringsudfordringer i Varde kommune. Herudover var der lokale ønsker – spændende fra byggegrunde til koldvands bassin. Jeg er taknemmelig for de input jeg fik – frem for at fremture med mit planlagte oplæg. Om lokale forhold var det godt og trygt at have vores nye kandidat fra Ølgod Torben Kondrup ved min side. Torben bidrog med sit kendskab til området fra sit flerårige job og bopæl i byen. Jeg tror sådanne møder er væsentlige for at afstanden ikke bliver for stor mellem borgere og politikere.