“Vi synes affald er spændende..!”

Din Forsyning: NY SIDE MED TAL OM AFFALD

Vi synes affald er noget af det mest spændende. Derfor er statistik om affald også noget, vi bruger tid på, så vi kan følge tendenser, lære af tiltag og indberette til myndighederne.

Hver gang vi tømmer en container fra genbrugspladsen eller skraldebilen tømmes af, bliver det registret. På den måde får vi data om fx mængder. Efterfølgende bliver noget af affaldet sorteret yderligere, som fx indholdet i genbrugsspanden. Det får vi også data på. Der er data alle vegne.

Forsøg på åbenhed

Affaldsviden.dk er en hjemmeside bygget på en database, hvor næsten alle kommuner melder deres affaldstal ind. Her kan vi som selskab logge ind og se alle vores statistik.

Al denne data indeholder også noget viden, som kunne være brugbar for andre end lige affaldsafdelingen. Derfor har DIN Forsyning indgået et samarbejde med firmaet bag hjemmesiden affaldviden.dk om at få mere statistik ud af deres lukkede systemer og ud på vores hjemmeside.

Madaffald giver strøm

Vi er startet i det små og hentet data ud om madaffald, som vi startede med at indsamle i februar 2020. På https://dinforsyning.dk/da-dk/affald/statistik-om-affald/madaffald kan man derfor nu følge med i de indsamlede mængder.

Her kan vi nu se, at vi allerede har samlet 1.800 tons madaffald ind. Madaffaldet bliver blandt andet til biogas, som bruges i industrien til blandt andet strømproduktion. Det 1.800 tons madaffald kan give strøm til lidt over 100 husstande i et år.

Hvor meget affald bliver genanvendt?

Nytter det noget at bruge genbrugsspanden eller genbrugspladsen? Når vi ser i statistikken, så indsamler vi hvert år cirka 53.500 tons affald. Det er enten hentet af skraldemændene ude hos kunderne, eller afleveret af kunderne til os via vores miljøstationer og genbrugspladser. Omkring 65 % af det bliver indsamlet med genbrug for øje. Det kan du læse om her https://dinforsyning.dk/da-dk/affald/statistik-om-affald/total-genanvendelse

I de næste år skal vi blive endnu bedre til at spore vores affald. Vi skal vide, hvor meget, der rent faktisk bliver til nye ruller toiletpapir, urtepotter eller syltetøjsglas.

Hvad kunne være sjovt at vide?

Indtil videre har vi hentet tal ud for to områder. Vi er dog indstillet på at udvide med flere interessante statistikker. Hvis du sidder med gode ideer til, hvad der skal være det næste, så skriv til os på webmaster@dinforsyning.dk.