Vil du venligst komme tæt på

Ja, det er da noget værre noget at skrive egentlig – i en tid, hvor vi skal holde afstand. 

Lad mig undskylde på forhånd: UNDSKYLD, jeg er simpelthen så ked af, at jeg ikke hilste på dig forleden. Det er IKKE fordi, jeg er hverken sur eller snobbet. Måske er det fordi mine briller dugger, men den undskyldning kan jeg heller ikke helt anvende, da jeg kun smider brillerne på næsen, når jeg skal læse noget. Og det ser altså lidt anstrengende ud at tage briller på og gå tæt på folk. Man måske ikke kender sådan rigtigt. Men det er, hvad jeg har lyst til.

Jeg har pippet det før, og jeg gør det altså lige igen: Jeg kan ikke kende dig, når du har mundbind på. Jeg prøver virkelig – ihærdigt, men det kan virke lidt intimiderende på modparten, har jeg opdaget.

Jeg stod i køen med min indkøbsvogn, da jeg mærkede blikket i nakken, vendte mig om, og – ja – jeg kunne ikke umiddelbart se, hvem det var, der stod der bag mig, Så jeg smilede alt, hvad jeg kunne, bag mundbindet, med mine øjne. Vendte mig om igen og blev lidt småirriteret over ikke at kunne kende vedkommende, der til al tydelighed til gengæld vidste hvem jeg var. Så det da ud til. Vendte mig diskret om igen – konstaterede at han stadig stod og smilede – der bagved sit mundbind…. raslede kartoteket igennem inde i baghovedet på 3 splitsekunder. Ingen dukkede op.

Og så er det man står og tænker… hvad nu hvis det er en, du rent faktisk plejer at få en sludder med – sådan fra tid til anden, og nu står du bare her og ligner en tåbelig snob…?

Vendte mig en tredje gang. Fast besluttet på at stirre, indtil femøren faldt. Men se, det virkede så åbenbart – ja intimiderende – på ham, for nu vendte han blikket den anden vej, tog sin indkøbspose og gik. Og så stod jeg der. Var det en, jeg kendte, der var blevet fornærmet over min manglende høflighed? Var det bare en venlig sjæl, der pr. definition smilede med øjnene – altid?

Sådan noget kan jeg så sidde her og spekulere på, og det er da i grunden noget voldsomt mærkeligt noget, og hvem skulle dog have troet det for et år siden – at man julen 2020 ville piske rundt og nedstirre folk bag et mundbind i skræk og rædsel for ikke at virke arrogant…

2020 er på alle måder en underlige størrelse. Lad os få det afsluttet – og så lige for resten – jeg vil virkelig gerne hilse på dig, og endda drikke kaffe med dig – og nyde en fadøl i baren til Open Air og Owen Luft og alt det andet, vi GLÆDER os til – men jeg kan simpelthen ikke se, hvem du er – lige nu.. undskyld…