Hele september kan besøgende opleve kunstudstillingen Wadden Tide på stranden ved Blåvand. Under titlen First There Is A Mountain stiller Wadden Tide skarpt på sandets betydning for vores miljø, historie og fremtid.
Wadden Tide blev afholdt i 2014, 2016 og 2019. I 2019 kom der turister fra Danmark og Europa specifikt for at opleve udstillingen, der havde 90.000-110.000 besøgende.
Kunstudstillingen Wadden Tide kan nu opleves på Blåvandshuk Strand. I år sker det under titlen First There Is A Mountain, der skaber opmærksomhed på, at alt omkring os er i forandring.
Udstillingen varer hele september og byder på ni stedsspecifikke kunstprojekter af danske kunstnere og kunstgrupper, hvor strandens gæster kan opleve unikke kunstværker mellem hav og klitter, der viser sandet fra nye vinkler.
De besøgende kan også dykke ned i programmet for Wadden Tide, der byder på både workshops, guidede ture og performances.
Der er fri adgang for alle.
Kunstnerduoen Spacegirls 30 meter lange værk med 450 håndstøbte og pastelfarvede elementer i biobeton, der er et materiale bestående af lokale råstoffer som knuste muslingeskaller og sand. På workshops i udstillingsperioden kan besøgende selv prøver kræfter med materialet og lave sin egne støbninger og bidrage udviklingen af værket.
Wadden Tide udvider sine grænser ind i Blåvand by
I Blåvand finder byens gæster kunstværker fra fire lokale kunstnere, der fortolker temaet sand som en del af udstillingen Wadden Tide Local.
Den 7. september vil der blive indviet en skulptur lavet af de lokale kunstnere Lene Søndergaard, Peter Marius Truelsen og Karen Hestbech.
Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
”Gæster kan se frem til at opleve kunst fra fremtrædende danske kunstnere med et brusende Vesterhav som baggrundstæppe. Wadden Tide er en unik kunstudstilling, der med Blåvand som vært tilbyder en oplevelse for besøgende med kunst og natur i fokus. Til sammen skaber det de perfekte rammer for at nyde udstillingen med venner og familie.”
Sandie Eis Ravn, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
”Wadden Tide har stor betydning for Varde Kommunes ønske om at være en attraktiv destination for kunst og kultur. Udstillingen er en af de centrale elementer i vores kunststrategi og en satsning på kulturturismen i Varde Kommune. Vi er stolte af i samarbejde med kunstnerne at præsentere kunstværker, der nu og hele september pryder Blåvandshuk Strand og Blåvand by. Vi håber, at både lokale og turister kommer forbi og oplever de storslåede værker i udstillingen First There Is A Mountain, men også har lyst til at tage deltage i workshops, guidede ture og performances.”
Tyra Dokkedahl, Empathic Environments, kurator:
“First There Is A Mountain sætter som den fjerde Wadden Tide udstilling fokus på sand som historie, ressource og materiale. Gennem stedsspecifikke kunstværker og udstillingens unikke placering på stranden ved Blåvandshuk Fyr kan besøgende udforske sandets betydning for landskabet, dyr og os mennesker.”
Om Wadden Tide
• Udstillingen i 2023 har titlen First There Is A Mountain, og kan opleves fra den 31. august til den 1. oktober på Blåvandshuk Strand i Nationalpark Vadehavet.
• Temaet for udstillingen er sand, hvor ni kunstnere viser sandet fra nye vinkler og udforsker menneskets forhold til sand i deres kunstværker.
• Udstillingen finder sted på stranden ved Blåvandshuk Fyr, Fyrvej 106. Udstillingen på stranden strækker sig over cirka én kilometer.
• Wadden Tide er en tilbagevendende kunstudstilling, der tidligere er blevet afholdt i 2014, 2016 og 2019.
• Varde Kommune afholder First There Is A Mountain i samarbejde med Vardemuseerne, Naturpark Vesterhavet, Nationalpark Vadehavet, Destination Vesterhavet og Blåvandshuk Erhvervsforening.
• First There Is A Mountain er kurateret af Empathic Environments ved kunsthistoriker Stenka Hellfach og arkitekt Tyra Dokkedahl.
• Udstillingen og formidlingsprogrammet bliver til med støtte fra 15. Juni Fonden, Den Jyske Kunstfond, Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Blåvandshuk Aktivitetscenter, Region Syddanmark, Kulturregion Midt- og Vestjylland, Nationalpark Vadehavet og Varde Kommunes Kunstudvalg.