Vinterferien 2026 i Varde Kommune: Aktive dage, kreative oplevelser og sjov for hele familien

Foreninger, kulturaktører og ildsjæle i hele Varde Kommune er endnu engang gået sammen om at skabe et vinterferieprogram fyldt med bevægelse, kreativitet, fællesskab og gode oplevelser for børn og familier. I uge 7 inviterer VAKS-programmet til en lang række aktiviteter, hvor både store og små kan få en ferie fyldt med energi, leg og nærvær.

Årets program byder blandt andet på masser af fysisk aktivitet: fra åben badminton og Airsoft Challenge til skydning, ridning, kæphesteaktiviteter og fart over feltet til krumtapfræs. Vandhundene kan glæde sig til plask og leg i svømmehallen, saunagus og bevægelsesdag i Helle Hallen.

De kreative sjæle kan slå sig løs i værksteder hos Den Sociale Vicevært, Janus – Museum for Samtidskunst og Varde Bibliotek, som også inviterer til sanseeksperimenter, bogstavjagt og familiehygge. I Frello-universet kan børnene tage på skattejagt, og teaterinteresserede kan opleve “Nattergalen” og derefter prøve kræfter med skuespil i en teaterworkshop.

Der er også aktiviteter, hvor hele familien kan være med – blandt andet familieaktivitetsdag, ravjagt ved kysten og kæmpe legeland i Sportspark Blaavandshuk. Og for de større børn byder UNG VARDE både på en tur til Baboon City og hyggelige aftener som Pusterummet.

Dette er blot et lille udpluk af de mange oplevelser, der venter i vinterferien 2026. Vi glæder os til at byde børn, unge og familier velkommen til en uge fyldt med energi, fællesskab og sjove ferieminder i Varde Kommune.

Aktiviteterne finder sted i uge 7.

Bemærk, at nogle aktiviteter kræver tilmelding og enkelte har deltagerbetaling.

VAKS-programmet kan findes online på www.vardekommune.dk ved at søge på ”VAKS”, eller på kommunens Facebook-side under ”Kultur og Fritid i Varde Kommune”, hvor programmet også findes digitalt.

Læs hele programmet og find alle aktiviteterne her: https://www.epaper.dk/vardekommune/plankulturogteknik/kulturogfritid/vaks-vinter-2026_enkeltsidet/