1. juli 2021 træder EU’s e-handelspakke i kraft

SKAT: Nye momsregler

1. juli 2021 træder EU’s e-handelspakke i kraft. E-handelspakken er en aftale, som alle lande i EU er blevet enige om.

Aftalen betyder bl.a., at du som borger i EU skal betale moms af alle varer, der er købt i lande uden for EU. Det gælder også varer med en værdi på under 80 kr., som i dag er fritaget for moms. De nye momsregler skal bl.a. være med til at sikre lige konkurrence mellem virksomheder i og uden for EU.

Særlige afgifter (punktafgifter)

Udover told og moms skal du betale særlige afgifter på varer som spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter), slik, dæk, engangsservice og mineralolier. Det gælder, uanset hvor meget du køber.

Gebyr

De varer, du køber, skal angives til Toldstyrelsen, så du kan betale eventuel told, afgifter og moms af varerne. I praksis vil det normalt være den transportør, du vælger, når du accepterer sælgerens leveringsbetingelser i forbindelse med købet (fx PostNord eller GLS), som angiver og fortolder varerne for dig.

Transportøren opkræver sit udlæg for told, afgifter og moms hos dig som køber og vil derudover ofte opkræve et gebyr for sit arbejde. Toldstyrelsen har ikke indflydelse på gebyret eller dets størrelse.

 Der gælder særlige regler for:

  • Spiritus, vin, øl, tobaksvarer (fx cigaretter): Du skal altid betale moms, told og eventuelt særlige afgifter af disse varer, uanset hvor meget du køber.
  • Programmer og underholdning som downloades: Som privatperson skal du betale dansk moms af computerprogrammer, musik, webhosting og lignende, som du køber uden for EU. Det er sælgeren, der skal opkræve momsen.
  • Varemærkeforfalskede og piratkopierede varer: Læs mere på stoppiratkopiering.dk.

Prøv vores beregner og se et vejledende eksempel på, hvor meget du skal betale i moms og told på specifikke varer.

 

Kilde: skat.dk