10iCampus elever: En QR-kode skaber overblik

I den forgangne uge blev eleverne fra 10iCampus præsenteret for turisme med udgangspunkt i den lokale virksomhed, Hvidbjerg Strand Feriecenter.

135 elever fra 10iCampus i Varde har sammen med Hvidbjerg Strand Feriepark udforsket og løst reelle udfordringer inden for bæredygtig turisme og iværksætteri. Projektet har titlen “Bæredygtig turisme og iværksætteri: Udvikling af Hvidbjerg Strand Feriepark”.

Frederikke, Ida og Amalie havde i deres fremlæggelse valgt at bidrage med en QR-kode, der skal give gæsterne i feriecenteret et bedre overblik:

– Vi synes det er vigtigt at følge med tiden og være moderne, derfor foreslår vi en QR-kode, der blandt andet giver et skarpt overblik over hele centeret. Vi har tænkt rutevejledninger og flere detaljer ind i projektet. Det har været en rigtig god uge, især fordi der har været taget udgangspunkt i noget fra det virkelige liv. Det gør det meget mere nærværende. Og så er det sjovt, at der kommer dommere fra Hvidbjerg Strand Feriecenter, det gør det helt seriøst som afslutning.

Projektet, der har strakt sig over en uge, har givet eleverne mulighed for at anvende deres sprog-, matematik- og digitale færdigheder i en praktisk sammenhæng samtidig med, at de har lært om bæredygtig turisme og iværksætteri.
En række dommere fra Hvidbjerg Strand Feriepark evaluerede elevernes præstationer og ideer, og de bedste projekter blev belønnet. Projektet kulminerede med produktpræsentationer og pitches, hvor eleverne præsenterer deres innovative ideer for dommerpanelet.