25 år – og utallige smil og snakke hen over disken. Christian Christiansen har klædt drenge, mænd og herrer på i et kvart århundrede, og det har han i sinde at blive ved med.
Det er en stolt butikschef, der i disse dage minder butikkens kunder om, at de skal huske at lægge vejen forbi fredag 22. marts til en uformel reception for dagens hovedperson.
– Det er bestemt en fantastisk milepæl. 25 år – det er der vist ikke mange i vore dage der kan bryste sig af at sige de har været på samme arbejdsplads, så vi er naturligvis stolte af Christian, der jo er en del af Mr. Bechsgaards DNA, fortæller Claus Rasmussen og fortsætter:
– Christian er fagmand til fingerspidserne, og man forstår godt de mange faste kunder, der kigger ind og skal klædes på og have gode råd af ham. Han har i den grad fingeren på pulsen når det kommer til herremode – og uanset om vi taler en forventningsfuld konfirmand, eller en herre, der skal klædes flot på til sit guldbryllup.
(artikel fortsætter under foto)
Christian Christiansen er ikke kun et kendt ansigt i selve butikken, men også i handelsbyen qua sit engagement generelt. Han involverer sig gerne i byens aktiviteter, ligesom han finder det naturligt at støtte op om de lokale arrangementer, der måtte være. Senest så vi Christian præsentere Mr. Bechsgaard til en lokal festmesse, hvor han som altid delte ud af tips til den perfekte tøjstil.
– Vi håber naturligvis at se rigtig mange til receptionen – og så ser vi i øvrigt gerne, at Christian snupper 25 år mere i butikken, lyder det med et smil fra butikschefen Claus Rasmussen.