Efter 48 år i musikkens tjeneste, heraf næsten 40 år i Varde Kommune, giver Hanne Grønlund stafetten videre til Peter Vogel, der overtager roret på Musik & Billedskolen den 1. marts.
I løbet at årene har hun oplevet, hvordan musikskolerne har udviklet sig fra ’løsagtige fritidstilbud’, hvor underviserne nærmest var ’sæsonarbejdere’ uden en base, kollegaer og leder, til at være de professionelle musik- billed- eller kulturskoler, som i dag er er en lovpligtig del af fritidstilbuddet i alle landets kommuner.
En af milepælene i den udvikling var, da området fik sin overenskomst i 1992.
– Det betød en sikkerhed for de ansatte, og det var samtidigt en anerkendelse af, at musikskolerne er et væsentligt fritidstilbud til børn og unge. For eleverne betød det stabilitet i forhold til at de kunne forvente at have den samme underviser i deres musikskoleforløb, siger Hanne Grønlund.
Et andet vigtigt vendepunkt var musikskolernes arbejdstidsaftale i 2015. Den kom i kølvandet af folkeskolereformen, og intentionerne var at styrke udvikling, fællesskab, samarbejde og videndeling gennem en øget tilstedeværelse på skolerne.
– Arbejdet med at udmønte den nye arbejdsaftale har haft stor betydning for Musik & Billedskolen. Vi er kommet tættere på hinanden som personalegruppe, og deler i højere grad viden, både pædagogisk og fagligt.
Med til at styrke Musik & Billedskolens arbejde i Varde Kommune har været etableringen af Stålværket, KulturSpinderiet og KunstLab i perioden 2010 – 2016.
Arbejdet med at skaffe egne lokaler stod på i adskillige år. Flere projekter var tegnet og beskrevet, og pludselig blev det en realitet, at det tidligere Stålværk skulle være rammen for Musik & Billedskolen, Varde Garden og andre kreative fag.
– Jeg er sikker på, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at det har øget arbejdsglæden og dermed også trivslen at få en fælles base. Her møder vi ind til fantastiske undervisningslokaler med godt udstyr og gode fælles faciliteter, hvor vi kan mødes til pauser og møder, siger Hanne Grønlund. For eleverne gør det ligeledes en forskel med gode lokaler og ikke mindst muligheden for ’at hænge ud’ før og efter undervisningen. Det miljø vi har fået, er med til at motivere de unge til at arbejde endnu mere med musikken eller billedkunsten. Andre musikskoler ser med en smule misundelse på de optimale rammer, der er blevet skabt i Varde Kommune.
Seneste skud på stammen er MusicalTalentSkolen og det planlagte teater- og musikhus, hvor 7Kanten også rykker ind. Det åbner helt nye muligheder for tværgående samarbejder mellem skoler og foreninger, der alle har som mål at give børn og unge mulighed for at udvikle deres kunstneriske evner og interesse på flere niveauer.
Musik & Billedskolen er fortsat en decentral skole med undervisning på 17 forskellige destinationer, men basen på Stålværket har været med til at skabe en identitet. Selvom gode fysiske rammer er vigtige for Hanne Grønlund, så er hun mest stolt af den pædagogiske udvikling lærerne har været med til at skabe gennem det seneste årti.
– Jeg er stolt af den udvikling som alle medarbejdere på skolen har været med til at ’give liv’. Den pædagogiske udvikling, ’den røde tråd’ i vores undervisningsprogram, samarbejdet med dagtilbud om kulturbørnehaver, med folkeskolerne der tæller obligatorisk musik, orkesterklasser, skolekor og orkestre. Ja, i det hele taget at være en professionel skole, der gerne kaster sig ud i nye opgaver. Udviklingen af KunstLab, hvor både Musik & Billedskolens elever og foreninger kan udfolde deres kunstneriske virke, har gjort det til ‘en lille perle’, med ’månedens udstiller’, hvor lokale kunstnere og foreninger står i kø for at booke sig ind.
Jeg vil også gerne nævne det tværgående samarbejde med andre kulturinstitutioner og foreninger i Varde Kommune hvor vi sammen har skabt undervisningsforløb, koncerter og events. Det er kun lykkedes i kraft af, at alle ser samarbejdet som noget fint og betydningsfuldt.
Selvom Hanne Grønlund fortsat vil følge Musik & Billedskolens udvikling fra sidelinjen, er hun ikke i tvivl om, hvad hun kommer til at savne.
– Jeg kommer til at savne en fantastisk medarbejderstab, gode kollegaer, der får det hele til at ske – at følge eleverne i deres musikalske og personlige udvikling – og at være en del af ’holdet’ i Varde Kommune.
Men når det er sagt, så får jeg jo god tid til at følge den fortsatte udvikling. Det ser jeg frem til, slutter Hanne Grønlund.