Varde Garden: Forleden fejrede vi også Jesper der har 15 års jubilæum.
Jesper fortæller :
Jeg startede som trommeaspirant i Varde Garden for 17 års siden og efter ca. 2 års træning, fik jeg uniform som bækkenslager. Det blev mit instrument de næste par år, og derefter prøvede jeg kræfter med tenortrommen. Efter fire år fik jeg endelig lov til at pille på stortrommen, som var mit største ønske. Den har jeg spillet på siden, og hertil hører også opgaven med, at råbe de musiknumre vi skal spille i tambourkorpset.
For mig handler Varde Garden om sammenhold og venskaber på tværs af alle aldersgrupper og køn. Vi er mellem 9 og 30 år og alle hjælper alle, både når vi træner, optræder og er på rejser. Når vi pakker bus, skal alle uniformer, huekasser og instrumenter hentes i kælderen på Vestervold, pakkes sammen og det hjælper vi alle med – så vi hurtigt kan komme afsted – og det er det samme, når vi kommer hjem igen – så hjælper vi alle med at få det hele på plads igen. Når vi er på rejser i udlandet, hjælper jeg af og til de yngre med sproget – så alle kan få handlet sodavand, snolder, pommes frites m.m. På længere ture hygger vi i bussen med film, hvis der er nogen der har taget film med.
Jeg har være med Varde Garden i Hausberg i Harzen 7 gange, og her må vi prøve at skyde, på lige fod med skytterne. Rammer vi plet, får vi en kogle til at sætte på en snor, som vi får lov til at bære på uniformen mens vi er dernede. Det er kun lykkedes mig at ramme to gange. Jeg har været med Varde Garden på rejser mange steder i Europa og har optrådt for mange forskellige mennesker. Alle steder oplever jeg, at vi bliver rost og der bliver klappet af os.
Jeg er stolt af at bære den rød/hvide uniform, og kan godt lide leopardskinnet, der beskytter uniformen, når jeg har stortrommen på. Når vi nærmer os december måned trækker vi i nissetøj, så vi kan tage noget varmt tøj indenunder, og leoparden bliver skiftet ud med et lammeskind. Vi spiller julemusik i ca. 3 måneder og besøger mange julebyer.
Jespers mor Karen Johanne skriver :
Der er et ordsprog der siger ”En gang garder – altid garder”
Det lå ikke lige for, at Jesper skulle bliver garder i Varde Garden.
Jeg startede selv som aspirant i 1974 som fløjtepige og blev uniformeret i 1975. Jeg havde 15 dejlige år som aktiv garder og fik begge mine søskende med i henholdsvis 12 og 15 år i uniform. Jeg blev derefter en del af ledelsen/bestyrelsen og var med som sådan i efterfølgende 12 år. Derefter blev det til en pause på ca. 10 år. I mellemtiden var én af Jespers brødre startet som garder og han fulgte efter. Jeg blev opfordret til igen at blive en del af ledelsen og har således været med igen i ca. 13 år.
At være en del af en garde er en livsstil, hvor man lærer at være en del af en gruppe, der fungerer optimalt, hvis alle gør deres bedste. Man lærer at blive selvstændig – komme til tiden – møde forberedt – kunne tage uniform på, så den sidder pænt – tage ansvar både for sig selv og andre og for at få tingene til at fungere, således at man repræsenterer garden såvel som Varde By og Varde Kommune i både ind- og udland.
Uanset hvornår og hvor gammel man er, når man bliver en del af Garden – så er der altid nogle ældre og mere erfarne gardere, der står klar til at hjælpe. Kniber det lidt at sove – på f.eks. første udlandstur – så hjælper det meget, at kunne mødes med alle vennerne og høre godnathistorie – fortalt af de ældste gardere, der nyder det ligeså meget som de yngste.
Jeg tror størsteparten af de gardere, der er gået igennem Varde Garden i mere end 60 år, har fået en oplevelse af, at være noget særligt og jeg ved, at rigtig mange stadig ses i forskellige sammenhænge og en del ægteskaber er det også blevet til igennem årene. Jeg har hørt rigtig mange sige – at Varde Garden er deres 2. familie.
Jeg håber også for Jesper, at han vil huske tiden i Varde Garden som en dejlig tid, hvor den personlige udvikling har været i højsæde, når han engang vælger at stoppe. Han har også være så privilegeret at have både en bror, to kusiner, en farbror og en moster med, så der er mange fælles oplevelser at mindes og huske på.
Stort tillykke til Jesper