Søndag eftermiddag kl 13 afholdes der en lille intimkoncert på Elkjærs med en af Irlands top musikkere, John Doyle.
Irske John Doyle er en af de allerypperste og mest efterspurgte folk-guitarister og dertil også en dygtig sanger og sangskriver.
John var (sammen med bl.a. Karan Casey) med til at stifte den irsk-amerikanske gruppe Solas og har desuden optrådt i en lang række andre sammenhænge: Med folkikoner som Liz Carroll, Andy Irvine og Karan Casey, som kapelmester for Joan Baez, som fast mand i Mary Chapin Carpenters akustiske trio, i trioen McGoldrick-McCusker-Doyle samt senest i supergruppen Usher’s Island for blot at nævne nogle.
John Doyle har indspillet albums med Solas, Karan Casey og Liz Carroll og medvirket på utallige andre. Hans debutalbum som solist, Evening Comes Early, udkom i 2001 og hans andet, Wayward Son, udkom i 2005. Hvor de to første albummer hovedsagelig indeholdt traditionelle sange, så viste han på sit seneste soloalbum, Shadow and Light fra 2011, sin styrke som sangskriver. Mange af sangene tager udgangspunkt i Irlands og hans egen families historie og bærer hans rytmiske og melodiske guitarspils tydelige aftryk.
På scenen akkompagnerer John Doyle sig selv på diverse strengeinstrumenter og er både sanger, musiker og historiefortæller.
Et evt. overskud går til de danske julemærkehjem…