Som skoledreng i Skovlund var der noget helt særligt ved julemåneden i skolen. HVERT eneste år fandt læreren nemlig den samme historie frem – om nisser – og den blev fortalt på nøjagtigt samme måde HVERT eneste år – og med lige stor forventnings glæde – HVERT eneste år.
En af de elever, der sad helt stille og lyttede spændt, var såmænd Varde Kommunes borgmester Erik Buhl.
– Man troede jo nok lidt på nisser førhen, jo det gjorde man da. Jeg kan da huske tiden som lille knægt, hvor der ikke var meget lys i stalden, så var det jo nemt at henlede tankerne på nisser, når det puslede i mørket, smiler Erik Buhl Nielsen.
Når snakken falder på nisser, handler det om, at borgmesteren bifalder det flotte initiativ “Nissefestival i Varde – Nissernes By nr. 1”.
– Det er så flot! Denne gruppe af initiativtagere viser i den grad, hvordan man kan få ting til at ske, og man er ikke i tvivl om, at I brænder for det her – det er netop Jeres PASSION, der brænder igennem, lyder de rosende ord fra Erik Buhl til styregruppen bag den kommende Nissefestival, der kommer til at foregå lørdag d. 26. november.
Sæt X i kalenderen allerede nu og kom og vær med, når Varde by går jule-amok lørdag d. 26. november.
Se indslag – Erik Buhl byder Nissefestival velkommen til Varde….