Kan I huske rummelig? Det var virkelig et revolutionerende begreb for ca. 10 år siden, hvor alle blev opfordret til at være rummelige.
Først red man med på bølgen og prøvede at tillære sig det her rummelig. Det var især i børne-regi, man skulle være rummelig. Når lille Victor Ludvig havde brug for at være udadreagerende, så øvrige elever ingenting lærte, fordi lærer stod med ticks ved øjet og stress-alarm malet i panden, så fik vi at vide, vi skulle være rummelige.
Da man havde været rummelig i en vis tid, og der bare ikke var mere plads i rummeligheden, så fik vi at vide, at “vi hører, hvad du siger”, og at vi skulle sige pyt. Og så prøvede vi det.
Pludselig gik rummelig lidt af mode. Rummelig blev afløst af inkluderende, og nogle af os hoppede af og nåede ikke engang at sige pyt.
Tilbage stod rummelig. Helt alene og glemt. Nu var rummelig noget, en stue var, når der var plads til både spisestuebord og lænestol.
På en måde også mere konkret og nemt at forholde sig til.
Alt det her slog mig forleden dag, da kollega kiggede på mig over pc-skærm og opfordrede mig til at være lidt mere rummelig. Synes egentlig min bagdel er pænt rummelig, men det var så i den gamle inkluderende form, han mente.
Så nu vil jeg lige være rummelig lidt. Rummelig overfor mavesure mennesker. For hvad skal vi med dem. Udover at ønske dem en super glædelig jul – med ønske om at være mere rummelig eller inkluderende eller hvad det nu hedder – og jeg vil hermed videreføre begrebet og sige: Giv nu lidt plads. Der er såmænd nok af det til os alle sammen. Hvis vi husker at være lidt rummelige – og ind imellem sige pyt…