Tirsdag aften var deri den grad gang i den helt store debat i Varde Fritidscenter.
Temaet var strategiplan for Varde Fritidscenter, Jacobi- og Lykkesgårdshallen, især med fokus på muligheden for konstruktiv synergieffekt foreningerne imellem.
– Blandt de fremmødte var blandt andre BMX-klubben, Fægteklubben, Badmintonklubben og Gymnastikforeningen, og det summede bare af energi og vilje til at videreudvikle den gode ånd, der i forvejen kendetegner foreningerne, fortæller Pernille Svender, marketingansvarlig Varde Fritidscenter.
Et af de klare budskaber var blandt andet vigtigheden af at bruge sin lokalformand, når man som frivillig i en forening har ideer, der skal bringes til debat.
Lene Holm, ansat ved Varde Kommune, og en del af styregruppen fortæller: Der har været afholdt et par workshops for foreninger, og i aften har vi forsøgt at samle trådene for at komme videre i den gode udvikling. Det er simpelthen så flot et engagement, der gør sig gældende – jeg har kæmpe respekt for de fantastiske foreninger, der virkelig ønsker at nå i mål med et samarbejde, der gerne skulle bringe på Varde på landkortet. Det kunne jo være fantastisk, hvis Varde kunne præsentere Danmarks bedste Idræts- og Eventcenter.
Mange ideer blev vendt på mødet. Heriblandt et spændende forslag på aftenen handlede om BMX-klubbens ønske om en stor indendørs bane, som også kan benyttes af blandt andre skaterne – det vil sige en form for kombi-hal.
– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der i den grad er både vilje og ideer, og jeg er sikker på, vi er på vej i den helt rette retning, lyder det fra Styregruppens Lene Holm.
Styregruppen samt bestyrelsen fra IFV skal mødes inden længe og have samlet alle input samt vurdere, hvad næste skridt er.