Brodania har overtaget Brorsonskolen her i uge 12.
…Og fra skolens side forlyder det, at alle har glædet sig rigtig meget til at ”vælte” den normale skoledag og få gang i hjulene i det nye samfund.
Brorsonskolen er med andre ord omdannet til et nyt og anderledes minisamfund – med egen møntfod, og et væld af oplevelser og muligheder for skolens mange elever. Det er nemlig alle elever fra 0. – 9. klasse, der er involveret.
– Vi gik i gang med planlægning og forberedelserne allerede sidste år i oktober, – det er jo et stort og temmelig omfattende projekt, fortæller skolens leder, Karin Anker.
Mange processer
Brodania er bygget op således, at eleverne i overbygningen, 7.-9. klasse er chefer / ledere, mens de øvrige elever skulle søge arbejde i de forskellige værksteder. Der er efterfølgende blevet afholdt samtaler, udformet ansættelseskontrakter samt skabt regelsæt for den enkelte “virksomhed”.
– Der er mange lag i denne form projektuge, dels selve processen omkring ledelsesansvar, ansættelse og jobbeskrivelse. Der oven i kommer det sociale element, hvor eleverne uvilkårligt møder nye kammerater, de ikke plejer at være sammen med, og hvor de skal lære at arbejde sammen på tværs. Og det samme gør sig jo egentlig gældende for lærerne – de arbejder til hverdag i teams, hvor de i denne uge skal arbejde sammen med andre kolleger på en ny og anderledes måde, forklarer Karin Anker, der ikke lægger skjul på, at Brodania kræver store forberedelser samt engagement, – men bestemt er det hele værd.
Et væld af oplevelser
Al undervisning, som eleverne kender den, er dermed aflyst hele ugen. Til gengæld oplever de at være en del af dette samfund, hvor der blandt andet vil være mulighed for at handle i de forskellige boder. Og der vil være mange ting at vælge imellem, blandt andet salater, pizza, smoothies, pandekager osv. Endvidere kan man få lavet tatoveringer, ansigtsmaling eller snuppe en tur i spøgelseshuset – hvis man altså tør…
Torsdag aften denne uge fra 17.00 – 20.00 er alle forældre og øvrige besøgende velkomne til åbent hus, hvor man kan mærke, smage, dufte og opleve Brodania.