Brodania: Bankdirektør for en uge

Brorsonskolen i Varde er i denne uge omdannet til et minisamfund ved navn Brodania. Det er en projektuge, hvor eleverne arbejder på tværs, og i den forbindelse har vi talt med Brodanias bank.

– Du er nødt til at veksle penge, inden du tager på shopping, sådan er det, lyder det fra en af bankens chefer, Maria, der går i 7. klasse.

– Det var lidt hektisk til at starte med, der er mange tal, der skal regnes sammen i hovedet, men i dag går det nemmere, tilføjer den særdeles servicemindede økonomiansvarlige.

Valutaen i Brodania hedder brubler – og kursen er 1,- kr til 2,- brubler. Banken er behjælpelig med at få vekslet både store som små beløb, ligesom det også er her, der udbetales løn. Alle elever får løn, 0. – 6. klasses elever får 15 brubler om dagen og 7. – 9. klasse, som er ledere / chefer, får 30 brubler om dagen.

Kig forbi og op lev Brodania
Torsdag fra kl. 17-20 er I forældre, bedsteforældre, naboer og hvem I ellers har lyst til at tage med, inviteret til at se Brodania. Her vil I kunne se de forskellige værksteder, som alle vil være åbne – ja selv banken er åben, så hvis man skulle have lyst til at veksle til brubler og støtte Brodania samfundet, så kan det også lade sig gøre.

Fik du læst:

Brorsonskolen lukket ned – Brodania har taget over