Et år er snart gået siden Sisse Ingeberg åbnede Ella’s Coffee Shop i Kræmmergade i Varde.
Og sikke et år.
– Det har været et godt år, og det er faktisk gået over al forventning, fortæller Sisse Ingeberg, som siden starten har fået så meget at lave, at hun har flere unge piger til at hjælpe i caféen.
Udover den gode kaffe er der desuden kommet mange flere ting på menukortet.
– Til jul serveres der varm cacao med flødeskum og æbleskiver. Og i sommerperioden sælger jeg softice, fortæller Sisse, som har fået mange stamkunder det første år. – Jeg tror det er en kombination af mit sortiment, der er bygget op fra bunden og så det at jeg kører med lave priser.
Også turisterne har fået øje på caféen, og derfor snakkes der ofte tysk.
Ligesom danskerne, er turisterne vilde med de hjemmelavede bagels, hvor det hele bygges op fra bunden, og hvor kunderne selv kan bestemme indholdet. Om frokosten så vil nydes i cafeen eller tage den med, det bestemmer man selv.
– Jeg oplever også en stigende antal firmaer som kommer og henter bagels i deres frokostpauser, så det viser, at jeg har ramt det rigtige koncept, fortæller hun.
Derudover kan der blandt andet købes bagværk, diverse hjemmelavede supper og økologisk te.
– Og ikke at forglemme coffee to go. Det er en sikker hitter hver dag, smiler Sisse.
Foredrag
Et af de nye tiltag er diverse foredrag og kundeaftener.
– I sidste uge havde jeg så et spændende oplæg med håndlæser Malene Reinholt, som gav svar på, hvordan vores liv også kan aflæses og forstås. Og næste arrangementet den 21. november, er en livshistorie med Mette Jensen.
– Mette er tidligere stofmisbruger. Hun vil fortælle om, hvordan det var ikke at blive behandlet korrekt i vores sundhedssystem! Da hun er fra Sønderjylland, dækker jeg op med sønderjysk kaffebord og kaffer, smiler Sisse Ingeberg.
– Derudover har jeg åbent til diverse Late Nights, så der er masser at se til i de kommende uger, slutter Sisse Ingeberg.