KV17 / Læserbrev, indsendt af Conny Knigge, Nymindegabvej 211,, 6855 Outrup, tlf. 27211256:
Jeg har deltaget i et vælgermøde i Ølgod i dag, ja det var velbesøgt, men øv, hvor jeg ærgrer mig over at der ikke er flere der deltager. Det er jo her man møder de kommende medlemmer af byrådet og her man får mulighed for at danne sig en mening om hvad det egentligt er de står for, hvordan de ønsker pengene i byrådet skal fordeles.
Under aftenens møde er der især en ting der i den grad frustrerer mig, det er den måde man som offentlig ansat bliver behandlet i og af offentligheden.
Det fyger rundt med udsagn som:
Skolen er for dårlig til at ruste de unge til arbejdslivet. Der er for meget fokus på uddannelse og for lidt på håndens arbejde.
Jobcenteret er for dårlig til at rådgive og vejlede borgerne. Der bruges for meget tid på skemaer og kontrol.
Systemet er for trægt, der gives ikke den nødvendige vejledning.
Og ret beset, så er jeg slet ikke uenig, men være lige opmærksom, hvem der har besluttet at det skal være sådan. Det er jo politikerne selv, der har sat rammerne for vores arbejde og serviceniveauet i hverdagen.
Som offentlig ansat føler jeg mig sat ind i Æsops fabel om en far og hans søn der drager til markedet for at sælge deres æsel. På vejen til markedet møder de forskellige mennesker med forskellige holdninger til hvem skal ride på æslet. Faderen og sønnen tager de forskellige kommentarer alvorligt og følger de gode råd ganske ukritisk. De ankommer derfor til markedet bærende på æslet, og så er der naturligvis ingen der vil købe æslet.
Som offentlig ansat føler jeg udsat på samme måde. Nogen siger et og straks kommer en ændring, andre siger noget andet og tredje og for hver gang kommer der en ændring, så man kan se hvor handlekraftige politikerne er.
Jeg har holdninger om det der sker omkring mig, men jeg vil ikke løbe efter en sag, fordi der kan være stemmer i den.
En stemme på mig er også en stemme for ordentlighed overfor offentlige ansatte.
Du finder mig i bunden af liste A. Conny Knigge, Liste A, nr 14