MIN JUL: Vi starter med gaver ved 14-tiden

Juleaften hos det nyvalgte byrådsmedlem, Tom Arnt Thorup, starter altid ved 14-tiden.

–  I år mødes vi med min mor og søster, hendes mand og deres børn og får den traditionelle menu med and, flæskesteg og ris ala mande.

–  Vi starter så ved 14-tiden, hvor vi snakker og de mindste børn får lidt gaver der. Min far er i udlandet i år, så han kommer ikke.

Juleaften foregår altid i hjemmet eller hos Toms forældre som også bor i Varde.

–  Inden juleaften går vi i kirke og synger salmer. Det er en fast tradition.

–  Og så ønsker jeg mig ellers en sweater.

 

Gode traditioner

Når det kommer til julens traditioner, så husker Tom julen fra barndommen som noget særligt.

–  Vi var hos min farmor og farfar 1. juledag på Hjertingvej. Vi tog ud til dem om formiddagen og fik en god frokost klokken 12. Vi var der alle sammen. Alle de voksne samt fætre og kusiner. Efter frokosten spillede herrerne kort og damerne så Disney Show på tv sammen med børnene og spiste slik og hyggede sig. Frokosten bestod af sild, lune frikadeller, flæskesteg, blodpølse osv., samt hjemmelavet suppe.

1. juledag fejres med svigerforældrene hjemme hos Tom Arnt Thorup og 2. juledag er det så hos Toms forældre det foregår.

–  Den 28. december har min kone fødselsdag, så der får vi også gode venner på besøg.

Nytårsaften fejres stille og roligt med naboer og gode venner og nytårsdag står den på skihop på tv sammen med konen Gitte og børnene, Lukas på 11, Mathias på 10 og Lærke på syv år.