JUL: Vi er meget traditionsbundne…

Hjemme hos Vivi Nielsen og Sigfred Pedersen er man ikke i tvivl: Her hersker traditionerne – og dem skal der ikke pilles ved! Og det er hunden Sita, der er hovedperson – og naturligvis danser med om juletræet!

Parret har boet mange år på Karinevej i Varde, næsten nabo til Vivis forældre, Herdis og Flemming, der bor længere henne af gaden. Julen skal de traditionen tro også fejre sammen, denne gang med flere familiemedlemmer.

– Vi får min kusine Charlotte og hendes datter Freya, der er mit gudbarn, til juleaften, og så min onkel Jørgen. Så vi bliver mange til at danse om juletræ, smiler Vivi, mens familiens “barn” boxerhunden Sita brummer lidt med ved siden af.

Da vi besøger Vivi og Sigfred, er de netop færdige med at pynte til jul. Formentlig inspireret af The Julekalender har Sigfred været på loftet efter DEN STORE kasse med julepynt, og hver eneste nisse, julehjerte og engel har sin faste plads i parrets hyggelige julestue.

– Menuen står på andesteg og ris a la mande. Det skal ikke være anderledes, fastslår Sigfred, der også er en sikker gæst i Varde Kirke kl. 15.00 juleaftensdag hvert år. Han ser frem til julen i år, hvor sidste år var mere trist.

– Jeg mistede min mor sidste år, og det er ligesom om man i julen tydeligere kan mærke det her med at savne dem, der er gået bort…

Efter at have været i kirke er Vivi og Sigfred altid på kirkegården og lægge en krans ved dem, der ikke er her mere. Det hører sig til og er blevet en tradition, fortæller de.

Og så skal der hygges igennem, mens julefreden gerne skal sænke sig – og julemiddagen skal nydes, – og der er naturligvis også dækket op til familiens hund Sita, der i følge Vivi elsker julemad, – ligesom det er også er Sita, der garanteret får flest julegaver, griner Sigfred.

Juledag er de enige om er ganske hellig.

– Her skal bare slappes af og hygges – så ser vi en masse julefilm og spiser rester fra julemiddagen. Jeg tror såmænd vi er meget traditionelle, når det kommer til julen – for os handler det om at nyde at have tid – uden stress og jag.

… og så vil vi da gerne lige sende en julehilsen til alle Jer, der læser med: Rigtig glædelig jul, slutter Sigfred Pedersen.

Familiens barn Sita