Den hyggelige garn- og brugskunstbutik i Torvegade holder også åbent til kl. 22.00 fredag aften i forbindelse med Late Night i Varde. Og traditionen tro, håber indehaver Lasse Uno Hollen at mange vil kigge forbi og slå sig ned med deres strikke- eller hækletøj og nyde en kop dejlig julekaffe i butikkens dertil indrettede hyggehjørne.
– Vores stikkecafeer er bare en dejlig succes, og jeg bliver så glad, når folk sætter sig til rette med deres strikketøj, smiler Lasse, der i dagens anledning har valgt at mærke alt sit fine julepynt ned til halv pris. De smukkeste julekugler – med sølv og guld og glimmer – og meget mere – kan du dermed gøre et kup på fredag til Late Night.