Varde Atlet Klub var den 25. december til det store julestævne i BK Nordsalling med 700 tilskuere.
Klubben tog afsted med Victor Ossipowski og Gustav Mortensen. Da de nåede frem, viste det sig, at de meget gerne ville bruge Johnas Harring også.
– Så vi måtte ringe hjem og høre, om han var klar på at køre de 160 km for at bokse. Det var han så de måtte afbryde deres julefrokost og køre nord på. Det er klasse og viser man brænder for sporten og stor opbakning hjemmefra, fortæller træner Jesper Kristiansen.
Første mand i ringen for Victor var Magnus fra Pandrup – en dygtig bokser. Men på dagen var Victor bare den bedste og vinder kampen. Gustav mødte Jonas fra Pandrup.’
– Det vidste vi, ville blive en svær opgave, men vores lille fighter ville bare vinde den kamp og kørte på fra starten og vinder kampen i flot stil. Så var det Johnas, der skulle i kamp. Han kom næsten direkte fra bilen og op i ringen. Han skulle møde Mathias fra Skive med tre kampe og tre sejre. Men den lange tur med kort varsel var ikke forgæves. Jonas var bedre end sin modstander i alle tre omgange og vinder klart. Super flot. VAK lavede rent bord. De tre drenge viste rigtig flot boksning, slutter Jesper Kristiansen.