For et år siden ville ingen ha’ troet….
Jeg trissede rundt med min indkøbsvogn og betragtede julen, der er ved at blive pakket ud; – der er nu noget helt særligt over det – den første julepynt. Lagde da også en lyserød keramik-engel i vognen, sammen med en pakke kulørte kugler og tænkte, at nu er det jo nærmest november, og så må man godt.
Og så var det, jeg kom til at tænke på… for et år siden. Havde man dengang sagt til mig, at jeg – et år efter, skulle stå med næbbet nede i den første julepynt iført et møghamreirriterende mundbind, så havde jeg råbt NEEEIJ, det kommer da ikke til at ske. Mundbind er til operationssygeplejersker, læger og tandlæger… da ikke til en som mig, der bare lige skal købe en ny juleengel, vel?
Men nu er det sådan det er. Og hvilken realitet. Lad mig lige slå fast. Jeg skal nok tage det mundbind på alle (!!!) steder, det er påkrævet, men når det er sagt, – hvor er det modbydeligt at have på! Første dag med mundbind havde jeg en af de her blå 1-gangs masker i lommen… Lad mig sige det som det er. Det er ikke fedt! Jeg bruger læsebriller, mest for synets skyld, som man siger – men er I klar over hvor meget de dugger, når man har sådan en papklud for munden – og næsen? Ih fy da.
Nå men så må jeg jo bare knibe øjnene sammen og lade være med at tage briller på. Tænkte jeg, da jeg tog af sted for at handle i formiddags, med et – faktisk ret smart – mundbind, som en kær og meget dygtig veninde har syet til mig.
…Der må jo være noget galt med mig. Jeg forstår det ikke. Normalvis sletter man øjnene med en sort ramme, når folk ikke skal genkendes på pressefotos, men ved I hvad – jeg kan skisme ikke genkende folk, når de har den klud for munden. Og så slog det mig, at måske ER det mig, den er gal med, og alle andre kan sagtens genkende hinanden, og så spadserer jeg rundt der bag en bølleklud og ligner en arrogant tosse, der ikke gider hilse. Så jeg begyndte at hilse på alle, jeg mødte gennem mine travetur i supermarkedet. Men det virkede efter en rum tid næsten endnu mere underligt.
Fik fyldt de sidste ting i vognen, kunne ikke helt finde ud af, om det var irritation, frustration eller tæthedsklaustrofi, der gjorde at jeg fik det en smule skidt, derinde bagved. Jeg kan godt li luft – masser af luft, og det er dæleme ikke det, der er mest af, når man har en klud der fylder mere end halvdelen af ansigtet.
Skyndte mig at betale – spænede ud i bilen og flåede mundbindet af – var helt klam i hovedet og følte mig føj-ulækker som jeg sad der og gloede i det her mundbind, hvor resterne af min læbestift nu sad fast…
MEN hvorom alting er – hvis det er det, der skal til, og det er jo tilsyneladende så, jamen så smider vi da kluden i ansigtet til d. 2. januar og krydser fingre for, at det skal få Covid19 sendt hen hvor peberet gror, for én ting er da både sikkert og vist – Covid-19 er noget skrammel! Og jeg er faktisk også med på, at vi skal gøre det, der skal til – inklusiv mundbind, for at få normaltilstanden tilbage. Godt det ikke er sommer og hedebølge…trods alt..
God dag derude, bag mundbindet!