Martin er ny afdelingsleder på 10iCampus

Den 1. december 2020 startede Martin Haldbo Hansen som ny afdelingsleder på 10iCampus i Varde. Og afløser dermed Lis Boe-Hansen, der har været leder de sidste 10 år. Martin kommer fra en stilling som pædagogisk leder på læreruddannelsen i Nørre Nissum, og har derudover ledelseserfaring fra både folkeskolen samt erhvervsuddannelser.

– Jeg glæder mig meget til rigtigt at komme i gang. 10. klasse er et godt år – et spændende år – og det er starten på en masse nyt, der venter. I mine øjne er 10. klasse ikke afslutning. Fordi det er jo her – i 10. klasse, at vi kan guide og vejlede den enkelte i, hvad der er det rette for vedkommende, lægger den ny afdelingsleder ud.

– Jeg kan sagtens mærke, at jeg træder ind i en sund organisation – 10iCampus har visioner, og der er handling bag ordene. Det mærker man hurtigt. Det bliver spændende at komme i gang…

 

Martin Haldbo Hansen er bosat i Torsted nord for Ringkøbing, og det er ikke tilfældigt, at det blev her, han slog sig ned med sin familie.

– Vi boede i en årrække i Grønland, hvor jeg havde en lederstilling, og når man er omgivet af så overvældende storslået natur, som tilfældet er der, så er det uundgåeligt at blive helt aldeles naturmenneske. Og det er jeg – til fingerspidserne. I dag bor jeg også meget naturskønt, og jeg føler på én måde, at der er en snært af Grønlands natur i Torsted, fortæller Martin.

En af de første opgaver, Martin står overfor, er håndteringen af Covid-19 på uddannelsesstedet.

– Der er mange hensyn og restriktioner at forholde sig til hele tiden. Intet er, som det plejer, og det kræver en stor omstillingsevne for såvel elever som lærere. Der er flere arrangementer i den kommende tid, vi skal have søsat på en ny og kreativ måde, og selv om Corona er en stor udfordring, så gælder det om at få det løst på bedste vis, lyder det fra Martin Haldbo Hansen.

– Om ganske få uger er det den årlige OSO-opgave, der fylder hos elever og lærere, og her plejer at være velbesøgt åbent-hus-arrangement. Dette lader sig ikke gøre i år, men vi griber de muligheder der er. Heldigvis er det tydeligt, at det er seje elever, der er på stedet, og et stærkt lærerteam. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Lis Boe-Hansen stopper nu som leder ved årsskiftet og giver roret videre til Martin Haldbo Hansen

Læs også

”Tak for 10 spændende år.”