To landmænd i Varde Kommune er netop blevet tildelt ”Årets unge landmand” og ”Iværksætter- og udviklingsprisen” for deres respektive indsatser i 2020.
To landmænd fik mandag formiddag besøg af Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune, og Preben Friis-Hauge, formand for udvalget i Plan og Teknik.
Landmændene fik hver især overrakt blomster, diplom og et gavekort på 5.000 kroner til Varde Handelsstandsforening.
Det er fjerde år i træk, at Varde Kommune uddeler priserne for at anerkende landbrugets store betydning for kommunen.
Årets unge landmand: Tommy Hansgaard Gotfredsen (telefon: 28 49 89 21), Agerbæk
Begrundelse for valget: Tommy Hansgaard Gotfredsen har købt sine forældres ejendom. Forud for denne ejendomshandel lå flere års overvejelser og engagement i form af en god opsparing, som ikke var officiel for forældrene. Kortene blev holdt tæt til kroppen, fordi han ville være sikker på sit valg. Køb af ejendommen ville medføre et markant sporskifte i Tommys liv fra et kontorjob i Aarhus med et potentielt internationalt karriereforløb til et landbrug på hjemstavnen.
I 2016 slog han til, og siden da har det været en rejse med hårdt arbejde og udfordringer både fysisk og mentalt. Status i 2020 er, at Tommy trives med 290 køer og er godt på vej til 350 i den nye stald, som blev indviet i foråret 2020. Fire nye plansiloer er etableret, kalvepladsen er udvidet, og et maskinhus er ombygget til dybstrøelsesstald. Der er tre ansatte og to skoledrenge. Personligt trives han med at sætte sin egen dagsorden, og selvstændigheden i blodet pulserer i den helt rigtige takt.
Iværksætter- og udviklingsprisen: Jens Krogh (telefon: 40 78 05 21), Ølgod
Begrundelse for valget: Jens Krogh skaber noget bemærkelsesværdigt cirkulært i 2015, da han som pionér bag de gængse driftsbygninger til kreaturerne, bygger et biogasanlæg. I anlægget omsættes kreaturernes dybstrøelse til flydende husdyrgødning. Resultatet er en højere næringsstofudnyttelse af husdyrgødningen. Desuden forsynes ca. 700 husstande i Ølgod med grøn energi.
På gården står stalddørene åbne, fordi Jens Krogh dyrker kontakten til omverdenen. Han har skabt et nyt turistkoncept ”Fra gård til gaffel” / ”Farm to Fork”, som for første gang løb af stablen i sommeren 2020. Her har 400 personer indtil nu fået en autentisk oplevelse på gården og spist grønt med økologiske fødevarer veltilberedt i samarbejde med en professionel kok.
Jens’ landbrug er blandt Danmarks første CO2-neutrale landbrug jævnfør husdyrbrugets klimaregnskab.
Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune:
”2020 har været et år til historiebøgerne. Negative nyheder har fyldt for os alle, og derfor er det i år endnu vigtigere at fremhæve de positive historier. Landbruget er afgørende for udviklingen i vores kommune, og begge prismodtagerne viser, hvordan man med innovation og gåpåmod kan skabe succesfulde landbrug i 2020.”
Preben Friis-Hauge, formand for Plan og Teknik-udvalget:
”Begge prismodtagere er gået mod strømmen og har truffet modige valg, som har vist sig at være de rigtige. Jeg tror, at Jens og Tommys tilgang til at drive landbrug kan inspirere andre til at afprøve den gode idé, som endnu ikke er blevet realiseret.”
Foto: Tommy Hansgaard Gotfredsen, årets unge landmand, viser Preben Friis-Hauge, formand for Plan og Teknik-udvalget, og borgmester Erik Buhl rundt på gården i Agerbæk.