Heidi Bundgaard, Sletten 110, Varde, KV21-kandidat, Konservative Folkeparti Varde.
Midt i en Corona krise kan jeg høre i nyhederne, at det skader børnene, at de ikke kan komme i skole og det påvirker deres liv. Hvordan kan det være breaking news, når det samtidig er hverdagen for mange familier, med børn med særlige behov, som har skoleværing…?
Skoleværing handler ikke om, at børnene ikke gider! Det handler om, at de simpelthen ikke kan! Det handler om, at skoletilbuddet, som de tilbydes, slet ikke rummer eleverne. At der ikke kan tages individuelt hensyn til elevernes udfordringer og at skoletilbuddet ikke i tilfredsstillende grad er skræddersyet, men mere et udtryk for one-size fits all. Det er ikke ordentligt, hverken for eleven eller familien, der ofte kæmper en hård kamp, bare for at få hverdagen til at hænge nogenlunde sammen. Nogle elever kan have så komplekse problematikker, at forvaltningen måske burde kigge om nabokommunen kunne have et bedre tilbud. Hellere kigge og undersøge muligheden end at vende det blinde øje til. Vi må som samfund aldrig give op på dem, som har allermest brug for vores hjælp.
Under Corona krisen har flere børn med tegn på skoleværing fået en opblomstring – de har oplevet ro, struktur og tryghed i at være hjemsendt. Det giver overskud til hjemmeundervisning på deres præmisser, overskud til familielivet og mod på fremtiden igen. Så hvad nu hvis skoletilbuddet kunne tilbyde den samme ro, struktur og tryghed? Glade og trygge børn lærer nu en gang bedst.