Jeg er så gammel, at jeg er fra den tid, hvor man somme tider kunne opleve, at det spændende program man så, det gik i sort. Så var der en venlig mand, der sagde noget med teknisk uheld… og så sad man der. For der var nemlig ikke andre kanaler at slå over på.
Det kunne også være fisk. Så med ét var skærmen forvandlet til et stort akvarium. Og selv om vi var vant til at se alverdens dyreprogrammer med Jacpues Cousteau, så var det nu bedre med akvariefisk, end med sort skærm.
Men hvorfor kom jeg til at spekulere på det… Jo, ser du, det er faktisk mit liv, lige nu. Og måske også dit. Pausefiskene – de blev sat på sidste år, da der ligesom var en pause – en nedlukning, der betød, at skolebørn og studerende blev sendt hjem, og at nogle butikker lukkede, mens du stadig kunne besøge nogle få i gaden. Vi ventede. Og ventede. Og så åbnede det lige så stille op det hele – blot for at sætte teknisk uheld på ved juletid. Og der har det været lige siden. Lukket land.
Vi står stille og venter – holder vejret inden pressemøderne og HÅBER. Forvirres over alt det MØG, internettet flyder med af Corona-stof.
Jeg er – som tingene er nu – simpelthen så ligeglad med, om det det er en flagermus med benet forkert ude af sengen i Kina, eller om det er en Computernørd, der vil ha vores DNA og derfor fiske os i halsen, der er skyld i denne uorden. Jeg vil bare ha’ mit liv tilbage nu. Jeg er så træt…
Alt for mange mennesker er ramt af noget, der saftsuseme ikke er godt. Ensomhed. Konkurs. Modløshed og bekymringer for fremtiden. Og nej. en gåtur i skoven hjælper måske lidt, men det er en anelse trættende at høre om, at alle os selvstændige, der har sat alt på spil, bare kan gå ud og mærke naturen. Vi har ligesom været der. Mange gange. Jeg læser om frisører, der må tigge sig til mad. Butiksindehavere, der ikke kan betale momsen. Restauranter, der må dreje nøglen. Skolelever der har mistet modet.
NU er det tid for at sætte verden i gang igen og TRO på, at vi kan finde ud af det. Tro på, at vi kan handle det par sko, vi mangler, eller den gryde, vi ønsker os, uden at hoste andre i hovedet.
CVID-19 er noget møg, men hvorom alting er, så kan vi ikke være lukket ned for evigt. Konsekvenserne heraf bliver alarmerende store. OGSÅ set i forhold til Corona.
Tro på, at vi kan og vil – vi skal nok passe på. Vi skal nok handle forsigtigt. Og vi skal nok spritte hænder og gå med det forbistrede mundbind lidt endnu. Men lad os nu komme i gang..!
Det tekniske uheld må kunne afløses af noget konstruktivt handlekraft!