Jeg kan nu engang bedst li’, når mine klumme skaber smil. Altså når jeg har noget lidt komisk at berette. Men det bliver ikke tilfældet lige i dag. Jeg er drattet ned i et hul... sådan et, jeg nok skal komme op af igen, lige om lidt. Men der skete det, at jeg kom til at sidde her og falde i staver. Og overtænke. Pigerne er taget i skole, hunden snorker, jeg er for første gang meget længe alene i huset, der altså også er mit kontor pt.
Genåbningen er i fuld gang, og det hele ser lysere ud, hvorfor dette dystre sind lige i dag, det ligner mig da ikke…?
Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo være, så har det her Corona ikke været godt på nogen som helst måder! Det sad jeg lige her og indså, og blev faktisk lidt trist!
Coronaen kom som en stor tung sky og lagde sig ned over os for nu snart halvandet år siden. Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var noget, der forsvandt sådan lige med det samme, og som månederne gik, begyndte konsekvenserne at blive tydelige rundt om.
Imens vi sang fra terrasser, sendte virtuelle kram og fortalte på de sociale medier, hvor fantastisk det var at være i naturen som aldrig før, oplevede jeg hvordan verden faldt sammen i min nærhed. Bekymringerne rundt om på det private arbejdsmarked, – butikkerne, der ikke kendte dagen i morgen, – de liberale erhverv, der blev åndet i nakken – frustrationerne over de her kompensationer, og så alle de skrækkelige oplysninger 24/7 i medierne om, hvor vederstyggelige farlig denne virus er.
Vi hashtaggede #detblivergodtigen, alt imens lejemålene blev opsagt rundt om, og fyringerne ikke blot var tomme trusler.
Jeg fortalte mig selv gang på gang, at det nok skulle gå over – alt skulle blive godt igen – men reelt kostede Coronaen mig mit kontor, det gode crew fra dengang, den hverdag jeg holdt så meget af, ja – i det hele taget en større omvæltning jobmæssigt. Mange af mine kunders virksomheder og butikker blev lukket ned, andre lukkede helt, og som tiden gik begyndte jeg da at overveje, om det var værd at bevare optimismen. Flere måneder uden en rigtig løn, og usikkerhed om fremtiden. Kontakt over en skærm eller i en telefon bliver bare aldrig det samme. Jeg rykkede hjem og stirrede ind i tapetet med en dunk håndsprit, når formidlingen om nye Coronainformationer ikke lige poppede op fra Ritzau. Savnede mine gode kunder – og det at se dem i øjnene uden skræk og rædsel for at en af os skulle nyse… #stayshome #staysafe – Jeg kunne ikke pleje mine venner, og jeg savnede – og savner dem virkelig… bliver det sociale liv mon normalt igen..?
Nu bryder lyset frem. Foråret er her, og som det ser ud lige nu er Coronaen på tilbagetog. Vaccinationerne skrider fremad, og genåbningen rundt om er i fuld gang. Hvorfor så denne sørgmodighed?
Halvandet års bekymring og en virus, der har ramt og delvist lammet hele verden, går ikke bare forbi uden konsekvenser. Jeg tror vi er mange, der er bekymrede for, OM det nu også går godt denne gang. Kommer der en bølge 3 – og i så fald – hvad så? TØR vi tro på det? At hverdagen kan vende tilbage, mundbindet kan brændes, og man kan sætte sig på cafeen uden bordbestilling og synlig dokumentation for at man ikke slæber vira med?
Jeg er om nogen optimist! Og derfor overrasker det mig, at jeg bliver så ramt på genåbningens virkelighed. Er det fordi jeg er bange for at blive skuffet igen? Jeg kan ikke helt gennemskue det, men jeg har et valg. Og jeg vælger at pakke pessimismen væk og glæde mig over, at hverdagen trods alt ligner sig selv mere i dag, end den gjorde i går.
#detblivergodtigen #jadetgør #tropådet