Det er sommer – og jeg er faldet en lille smule i staver i mit klumme-arkiv. Der var engang, at Corona ikke fandtes, og man snuppede en afbudsrejse til Cypern, uden at spekulere i Coronapas og mundbind. Klummen er – ca. 10 år gammel… men den stinker af sommer, ferie og solskolede skuldre.
Rejsen går til…
Så var man lige på ferie. På Cypern. Skønne sted, jow jow da. Har altid set en lille bitte smule ned til folk, der efter en ferie kommer hjem og siger: ”Vi har bare ligget ved poolen, har intet set, bare slappet af.”
Ok, den liga var jeg så i. I 8 dage. Og jeg kunne li det. Havde levet af Nupo 14 dage op til ferien og følte mig smækkerlækker, da jeg trak i Kingsize bikini og slængte mig ved pool. Og hurtigt opdagede, at der var svensk guide tilknyttet ved navn William med lækker 6-pack og solbrun hud. I str. 19 år. Det må man godt bemærke. Når man nærmer sig de 40, og børn synes han er cool og fed til vandaerobic, hvor vi naturligvis deltog. Det er især også ok at sige højt, at ung lækker nougatbrun guide er topnice, i mands påhør, når det til al sin tydelighed fremgår, at det er den homoseksuelle af slagsen. Så synes mand bare det er skægt.
2. Dagen. Ved ikke rigtigt. Har ikke fået researchet på det her. Er der meget pollen på Cypern? Kan filme ikke åbne øjne. Fuldstændig svulmet op? Som at tage 15 kg på i løbet af en nat. Kun i fjæset. Godt nok kom jeg til at overspise i den der græske buffet i aftes, men alligevel? Lå med isposer på øjne i formiddags, der først blev sig selv her ud af aftenen, hvor det skisme da kan være lige meget…?
3. Dagen. Sidder ved pool og iagttager børn, der bare er så glade. Aj hvor er vi bare en nærmest lykkelig familie. Trækker maven ind, da en dansk familie henvender sig. Ih som man bare er venner, når man sådan mødes i turistøjemed, hva’? Sådan en familie, der er solbrændte på the natural way, og som straks henkastet fortæller, at børn kan dykke ned til 28 km. Okayyy. Så 2 meter da, siger dame med brunt krøllet hår og lille soltop på brune skuldre. Øv, mine skuldre er bare knaldrøde og ligner noget, der snart eksploderer.
”Så send hende da ned efter noget Titanic, den lille møgunge”, tænker jeg, men spørger i stedet smilende, hvor de kommer fra. De vil hellere fortælle, at mand har meget important chefstilling, og de er sådan set også på vej videre, for de skal lige løbe 10 km inden aftensmad. Og så går de. Med deres Fjolleræv på ryggen og trackingsandaler. Kigger på mand, fniser lidt… Ok, det kan godt være, de kan mobilisere lille Mattis til en løbetur på 10 km, men jeg kan fanme noget, chefkone ikke kan, jeg kan flashe dannebrog – hvis jeg smider bikini-overdelen, ta’ den!
4. Dagen. Overvejer at opsøge den der hotellæge. Øjne stadig meget overvægtige om morgenen. Trasker i lokal supermarked i 50 graders varme og flænser alt, der står aloe vera på, ned i varekurven.
”Yoghurt”, siger medlidende ekspedient, der hentyder til skoldede skuldre og næse, der tilnærmelsesvis ligner Michael Jacksons. I fase lige før død. Og også lidt ham der den brændte fra Nightmare on Elmstreet. Slap nu af med jeres græske yoghurt, men ok, så et enkelt bæger da. For ikke at skuffe Cypern-pige ved kassen.
Hjem på hotel. ”Altså det her holder da ikke,” snøfter jeg med et blik i spejlet, der afslører virkelig grimme røde forbrændinger og næse, der hænger i laser. Mand siger trøstende at det også er det dårlige neonlys, der gør det værre. Vælger at tro på ham og damper til vandaerobic med pigerne – ned til ham der William. Der med garanti aldrig har prøvet at være solskoldet.
5. Dag. Taber al løs hud. Der er håb. Ligner lidt en, der er i fase 2 efter plastikoperation, tingene er ved at lykkes. Er alligevel blevet lidt solbrændt derinde under det røde ham. Troede seriøst afløbet i bruseren ville stoppe til med al det løse hud… og næsen er faktisk blevet helt fin igen… måske det der yoghurt ikke var helt tosset? Alt ok egentlig, klar til at nappe en uge mere. Kan rigtig godt li det her koncept, hvor børn er skide velkomne og poolen er lige uden for døren. Og hvor den ikke er en eller anden lille kold vandpyt. Flinke mennesker, dem der bor dernede. Og som man stadig ligger der i solvogn, kan man vel lige så godt lade sig forarge en lille smule… kan ikke slippe blikket fra ham der MR. Sjælland. Med det her sjællænderaccent på den drønirriterende måde – måske mere irriterende, fordi han hele tiden råber så meget? Skræmmende kedelig adfærd. Vippede min 7-årlige af baderingen med et fjoget grin, og kyler konstant sin egen VICTORIAAA i poolen, til hendes åbenbare store irritation. Så kommer fordommene væltende. Der er også übertatoveret kvinde med. I hvert fald ikke mor til de der børn. Nå. Så er det den lykkelige skilsmissefamilie med dine-mine-vores børn. Og de er nået til det stadie i ferien, hvor de ikke rigtig har overskud til at smile offentligt til hinandens børn. Han er nok jord- og betonarbejder, tænker jeg, mens jeg glæder mig over, at man i al diskretion kan overglo folk, når man har sorte solbriller på. Nu har jeg ikke noget imod betonfolk, og jeg ser så absolut ikke hverken op eller ned til folk grundet erhverv… men han ligner bare sådan en, der gerne vil flytte noget beton. Hvorfor er det i grunden altid, at jeg pr. definition skal tvangstænke, hvad folk mon laver? Sådan på jobbet altså? Som med hende der. Den pæne. Har kigget lidt på hende et par gange. Typen, der er skide pæn med total drengekort frisure, og endda uden makeup. Hun er garanteret sygeplejerske. Nej. Operationssygeplejerske. Kan ikke kategorisere manden. Hm. Må tænke lidt over det over den overdådige buffet, der allerede har sat sig på mine røde lår.
Dag 6. Hun var ikke operationssygeplejerske, men noget chefindkøber-noget i Dansk Supermarked i Nordjylland. Kom sådan til at sludre med hende over den her buffet, der bød på alt for mange kalorier igen i aftes. Hvorfor kan man ikke også bare tage ét stykke kage? Derhjemme ville jeg da aldrig sidde og æde kage på den måde. Kan faktisk ikke li kage. Må ha glemt, jeg ikke kan li kage. Men tiramisu er vel på en måde også en anden slags dessert?
7. Dag. Øv. På en måde sidste dag. I morgen er det jo bare noget med at vente på bus og fly og forsøge at fortrænge lidt flyskræk i 4 timer, så børn ikke tror, vi skal dø. Har ellers vænnet mig til det her liv. Også selv om jeg mødte en kakerlak på størrelse med Bornholm ved køleskabet i nat, da jeg skulle ha en tår vand i de her 80 grader, vi sover i. Og hud er ved at være fin solbrændt – på den okay måde, hvor jeg med rigtig meget god vilje kan skimte lidt af fordums ungdomstid med fregner på næsen. Altså når det kun er lyset i entreen, der er tændt og ikke det skide neonlys på badeværelset. Slæber familien med på mini sightseeing og finder alt det her obligatoriske pis, man er nødt til at have med hjem. Blandt andet en tissemand skåret ud i træ. Den skal Klaus-nabo filme ha. Lige hans humor. Men hvad hulen er det for noget. Der er bare tissemænd i alle afskygninger? Altså skåret ud i træ, lavet af porcelæn, som nøgleringe, whiskyflasker, nipsting og fotoholdere? Åh ja, det er jo den græske del, vi befinder os i, tænker jeg, mens yngste datter står med dildoagtig ting i hånden og spørger, hvad det er…
Sidste dag. Status. Fantastisk go ferie. Jo! Altså vi kom for at slappe af og hygge os, og det mål er nået. Lækkert vejr, alt for god mad, der så bliver slæbt med hjem på røv og lår. Børnene er glade og vil gerne herned igen. Klarer flyveturen uden at gå i synlig panik. Og så er det jo heller ikke så værst endda, at man på sådan en ferie opnår en vis selvindsigt og erkender, at man (læs: jeg) ikke kan eller vil lade blyanten ligge – og det er så blandt andet det, Cypern-ferien endte med. Beslutningen om at få klummerne på skrift. I bogform!
God sommer derude…