Læserbrev indsendt af Alberte Højgaard, formand for Venstres Ungdom, formand for Varde Ungeråd, kandidat til Varde byråd (V)
Jeg læste den anden dag et læserbrev af Søren Lydeking fra KD Varde. Og jeg er simpelthen så enig med ham. På det punkt: Du skal ikke stemme på en kandidat, fordi vedkommende er kvinde. Eller fordi vedkommende er fra en bestemt by. osv. Du skal stemme på den kandidat, du mener kan bidrage positivt til et byråd i Varde Kommune.
Da jeg i sin tid blev opfordret til at stille op til byrådet, var en af kommentarerne: Vi skal have flere kvinder ind!
– Jeg blev en lille smule vred over den kommentar!
Jeg er af den overbevisning, at de, der skal sidde med om byrådsbordet, skal være personer, der kan bidrage konstruktivt. Og ja, så ser jeg helst, at byrådet er bredt repræsenteret så vidt muligt – både aldersmæssigt, kønsmæssigt og med repræsentanter fra hele kommunen.
Jeg er så meget modstander af kønsdiskrimination – især når det kommer til “at man for alt i verden skal have flere kvinder ind”! Det lyder måske tosset, når jeg som kvinde ytrer det, men jeg begriber ikke tankegangen, at nogen skal vælges på køn. Det finder jeg faktisk nedværdigende! Selv vil jeg helst vælges, fordi man mener, jeg kan bidrage positivt i lokalpolitisk arbejde. Og, ja så har jeg ikke lagt skjul på, at jeg mener, gennemsnitsalderen bør trækkes lidt ned i lokalpolitikkens verden. Blandt andet for at få autentisk fokus på ungekultur, skole og uddannelse. Fra nogen, der har det i frisk erindring.
Jeg håber, du vil sætte dit X ved mit navn, fordi du er af den overbevisning, at jeg er kompetent til opgaven.