Seniorbofællesskaber skal i spil i Varde Kommune

Læserbrev indsendt af Jens Nielsen, UDVIKLINGSLISTEN

Et goddag til seniorlivet er en ny fase i livet. Ofte betyder det overvejelser omkring boligskift. Skal man blive boende længst muligt i eget hjem eller flytte fra den nuværende bolig i noget mindre – måske som lejer?

Nogle flytter fra land til by for at være tættere på familie, transport, handel, læge osv. Udviklingslisten støtter at man skal kunne blive gammel i sit eget sogn, hvis det ønskes.

Nogle har et godt netværk, men ifølge Realdanias ”10 bud på fremtidens seniorboligfællesskab” fra 2020 er 100.000 ældre i Danmark påvirket af ufrivillig ensomhed og tallet vokser.  I 2040 vil hver 4. dansker være over 65 år! Ifølge Realdania er et seniorbofællesskab en god løsning. Det kan danne rammen om det gode liv.

Et seniorbofællesskab er ikke bare et sted man bor fordi man er ældre, men fordi at man kan være fælles om værdier, interesser og aktiviteter sammen med andre ældre. Det giver trivsel og livskvalitet og kvæler ensomheden. Man holder øje med hinanden. Det giver tryghed for den enkelte, ældre medborger. Det må samtidig være nemmere at servicere en gruppe borgere, der bor sammen end spredt rundt i byen. Det betyder besparelser for kommunen.

Interessen er stor i hele kommunen: Alene et projekt på Gærdet i Varde, har over 130 interesserede på venteliste. Udviklingslisten er klar til at få nedbragt ventelisterne, og få seniorbofællesskaberne i spil. Vi kan starte der, hvor efterspørgslen er størst.

Der er positive følgevirkninger: Seniorerne kan sælge deres huse, hvorved der åbnes mulighed for tilflytning til området.


Fakta
Nogle andre fakta fra Realdania (for hele Danmark):

Fra 1993 – 2004 blev opført 160 nye seniorbofællesskaber i Danmark.

Fra 2005 – 2018 blot 38!

 

80.000 i Danmark overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste fem år (skrevet i 2020).

Der er dog p.t. kun 5562 boliger.