Evig sult efter stærke fortællinger

Foredrag med forfatteren Tine Høeg på Varde Bibliotek eller hjemmestreaming onsdag den 13. oktober kl. 19

Med sine nyskabende kortprosaromaner ”Nye rejsende” og ”Tour de chambre” er Tine Høeg hurtigt blevet en spændende, indtrængende stemme i dansk litteratur.

Hun har helt enkelt en evig sult efter stærke fortællinger, og når hun ser på verden omkring sig, er de fleste menneskeliv fyldt af vanvittige og dramatiske plots.

Begge bøger er indfølte portrætter af singlekvinder, der egentlig ER blevet voksne, men kæmper med at finde fodfæste i voksenlivet og forholde sig til de forventninger, der følger med. Seksuelt begær er også en evig joker, der har det med at tilsidesætte al moral.

I ”Nye rejsende” indleder en ung kvinde på sin første dag som gymnasielærer en dampende hed affære med en mand i toget. Problemet er bare, at han har kone og barn.

”Tour de Chambre”s hovedperson, forfatteren Asta modtager midt i en skrivekrise en indbydelse til en mindesammenkomst for August, der døde for 10 år siden. Han var kæreste med Astas bedste veninde, og tvetydige minder om forbudt begær vælter frem. Astas fortielser har hængt som en uforløst sky over deres venskab, for hvad skete der egentlig den vilde aften August døde?

FAKTA

Varde Bibliotek, Salonen onsdag den 13.10. kl. 19. Billetpris 40 kr.

Foredraget streames, så du kan også vælge at følge med hjemmefra. Du skal blot bestille billet på bibliotekets hjemmeside senest klokken 12 dagen før. Billetpris for hjemmestreaming 20 kr.