Læserbrev indsendt af Torben Kondrup, Engdraget 37, 6870 Ølgod, kto004@outlook.dk
Varde Kommune er en turistkommune. Det er blevet skrevet mange gange før, og det er også noget vi politikere har talt om længe. I den forbindelse har vi også kunnet konstatere, at lige så stor en styrke den kan være for et område, lige så stor en byrde kan den også være, når det tager overhånd. Derfor skal vi gøre mere for at sprede de turister vi har ud over et større område.
Men er det overhovedet muligt? Kan vi virkelig lokke turisterne til at bo og besøge andre steder, end hvor de brede sandstrande lokker? Det tror jeg. Vores kommune har en fantastisk natur at byde på, som dækker over mange flere landsskabstyper end kun kysten. Skal indlandsturismen virkelig batte, er naturen dog ikke nok – var den det, ville billedet jo allerede nu være helt anderledes.
Det er nemlig vigtigt, at vi også styrker kulturen bredt. Ved kystdestinationerne har vi allerede store og vigtige attraktioner, såsom Tirpitz ved Blåvand eller det kommende flygtningemuseum ved Oksbøl, men indlandsbyerne mangler de samme tilbud. Ølgod kan dog blive prototypen på, hvordan indlandsturismen kan trives: men kun, hvis vi politisk støtter op om det.
Det har vi allerede taget hul på nu, ved at bevillige de nødvendige midler til at byen kan få et nyt kulturhus. Det er et vigtigt skridt; ikke kun for Ølgods egne borgere, men for i almindelighed at styrke byens rolle som et kulturcenter. Et nyt kulturhus kan dog ikke stå alene, men heldigvis er der spændende projekter forude, og masser af potentiale.
Det gamle mejerimuseum står nemlig over for en fornyelse. Vardemuseernes direktør, Claus Kjeld Jensen, har tidligere meldt ud, at ambitionen er et nyt og stolt museum, som for alvor kan formidle den vigtige historie om verdens første andelsmejeri, og går alting efter planerne, kan stedet endda ende på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er et spændende projekt, og kombineret med andre, kan det let kickstarte en større bølge på egnen.
Der er ingen tvivl om, at det kan synes risikabelt at lave store investeringer i turisme og kulturformidling i en indlandsby som Ølgod, for lad os være ærlige: byen drukner ikke i turister lige nu. Til gengæld ligger potentialet der og ulmer. Vi skal fra politisk side have modet til at støtte tiltagene der kommer, så vi for alvor kan få skabt en funktionel prototype på hvordan en sund turisme væk fra kysten kan trives.
Det skylder vi borgerne i hele kommunen – og det skylder vi de turister, som i dag ikke får øje på alt hvad vi kan byde på.