Daniel Sørensen – velkommen til GoVarde

Tilfældigheder, når de er bedst.

På Højgaard Media stiftede vi i valgkampen bekendtskab med Daniel Sørensen, der var opstillet kandidat for Venstre. Den unge kandidat lagde ikke skjul på, at medieverdenen altid har tiltalt ham. Daniel har erfaring fra medier, salg og marketing, og det erkender indehaver af mediebureauet, Ulla Højgaard, er efterspurgt på GoVarde.

– Vi er et stærkt hold på Højgaard Media med dygtige fotografer, web-ansvarlig og derudover en særdeles engageret ungeredaktion. Jeg er selv mest fokuseret på selve formidlingen, og derfor har salget ikke haft en høj prioritet. Og netop derfor er det perfekt, at Daniel tilbyder at hjælpe til her, mens han også kan varetage diverse redaktionelle opgaver, siger Ulla Højgaard, der også løfter sløret for, at der fra nytår vil være flere omstrukteringer, hvorfor det er et glimrende tidspunkt, Daniel træder ind teamet.

Daniel Sørensen, 33, er oprindelig udlært slagter og har i lang tid haft en stor interesse inden for strategi, salg og marketing:

– Jeg har haft job hos Jysk Fynske Medier som supervisor i salgsafdelingen, hvor jeg blandt andet solgte JV abonnementer samt oplærte nye sælgere til gadesalg og telemarketing. Jeg er lige nu i gang med tage en akademiuddannelse i ledelse, fortæller Daniel Sørensen, der er bosiddende i Nr. Nebel.

Fremover vil man kunne møde Daniel som den opsøgende sælger, der laver gode tilbud til jer og rådgiver jer i annoncering og digital markedsføring, samtidig med at han varetager opgaver som videomarketing og annonceopsætning.

– Selv om jeg ikke fik stemmer nok til at komme med i byrådet, brænder jeg stadig for politik, og derfor vil jeg også fremadrettet løbende udfolde synspunkter som skribent, hvor jeg laver lidt poltiske analyser og drillerier, kommunalpolitisk såvel som landspolitisk, lyder det med et smil fra GoVardes nye mand på holdet, Daniel Sørensen.

VELKOMMEN TIL, DANIEL.

Foto: Lars Thomsen