I denne uge modtog Sct Jacobi skole et opkald fra en af byens borgere, Birthe Rosendal Fischer, som gerne ville donere en masse fine grønne planter til skolen.
– Selvom det ikke er en decideret stor hobby, så går jeg da op i det med blomster og planter, fortæller Birthe. Jeg sætter skud og passer dem da, men jeg ved ikke lige, hvad der sker, for de vokser altid helt vildt herhjemme hos mig, det må være et godt et godt hus jeg har. Til sidst måtte jeg indse, at de fyldte for meget og så tænkte jeg, de kunne være til gavn og glæde for børn og voksne på den nye skole. Planter er altid med til at skabe liv og hygge, og jeg ved der er god plads og skolen har en fin havestue med gode vækstbetingelser.
Torsdag drog skolens pædagogiske pedel, Søren Madsen afsted i kommunens lastbil, efter Birthes grønne planter. Som medhjælper havde han Benjamin Hartmann, som er en af de trofaste elever i et skolejob hos Søren.
Det er ikke første gang Birthe har doneret til skolen, for som hun siger, så er det jo til gensidig glæde, at nogen kan få gavn af mine planter, når de er blevet for store til min stue.