Ikke at jeg ORKER nævne det her C-ord meget mere, men så alligevel.
Tirsdag tømte jeg lommer og tasker for mundbind og stoppede dem i skraldespanden. Havde ellers varslet bål i haven, men vejret indbød ikke rigtigt til det.
Vi valgte at fejre HVERDAGEN – FRIHEDEN om aftenen med et glas vin og en lækker snak om alt det, der venter. Og så skete det jo igen. Det der sådan sker for mig. Jeg blev vemodig.
Jeg blev trist over alt det, vores unge mennesker er gået glip af. Det er saftsuseme en høj pris, de har betalt for … det her…
Hvis jeg som 17-årig var blevet henvist til mit værelse – mine forældres selskab – 24-7, så tror jeg faktisk, jeg var blevet lettere vanvittig.
Vores unge mennesker har siddet bag en skærm i 2 år (!!!!), al kommunikation er stort set foregået over en kold skærm. De har fået hylet ørene fulde om den her rædsomme pandemi, konstante test i næse og hals – oplevet og overværet udskamning og vaccine-skænderier og mobberier, været en del af en særdeles usammenhængende undervisning, og de har fået trukket en frygtelig skam ned over hovedet, hvis de vovede sig til at mødes og feste lidt i smug.
Jeg synes, vi skal aftale, at alle os (halv)gamle mennesker giver de unge mennesker noget luft nu. Lad dem larme lidt i haverne, når foråret kommer. Lad dem danse på torvet med en Breezer i hånden. Hjælp med at skabe rum og mulighed for, at de igen kan mødes, fnise, danse, grine, kysse og sludre. De trænger – mere end nogen andre. Vil jeg – uden at blinke – påstå.
Er du med på en kædereaktion? Find rummeligheden frem og ønsk de unge en dejlig fest – i levende selskab…