”Udvalget for Børn og Læring inviterede Sct. Jacobi Skole til dialogmøde”

”På baggrund af den nylige mediedebat omkring elevstigningen på specialskolen, havde Børn og Læringsudvalget prioriteret punktet på deres første udvalgsmøde, tirsdag i denne uge. Der var enighed om en hurtig udrykning, og man inviterede derfor skolen og fællesbestyrelsen til et dialogmøde, allerede den efterfølgende dag. Onsdag mødte et talstærkt udvalg op på skolen, med et ønske om en god dialog, for i samarbejde at finde de gode løsninger.”

Forud for onsdagens møde havde udvalget indstillet skolen til en ekstrabevilling på 1.139.000 kroner, som en erkendelse af den store ufinansierede elevtilgang på skolen.

På mødet blev udvalget præsenteret for fakta omkring skolen, bl.a. den stigende elevtilgang, normeringen, klasseantal, samt de fysiske rammer. De blev også sat ind i den tildelingsmodel, som skaber udfordringer i specialskoleregi, da den er udregnet i forhold til en almen skole, og der blev talt ind i behovet for en anden økonomisk beregning på specialområdet.

Fællesbestyrelsen redegjorde for deres perspektiv som forældre, og gav udtryk for en overordnet stor tilfredshed med dét, der er skabt i forhold til strukturen, fagligheden og pædagogikken. Det var tydeligt, at specialskolen er kommet i mål på mange parametre, og at det meget specifikt er pladsmanglen, klasseantallet og det stigende elevtal der bekymrer.

På skolen anser man både invitationen og selve drøftelsen som et rigtigt positivt initiativ.

Skoleleder Marie Kring udtaler:

”Der har været tegnet et lidt ærgerligt ”kaosbillede” i medierne, hvilket naturligvis bekymrer blandt forældrene. Det er ingen hemmelighed, at der er nogle udfordringer, som vi i samarbejde med udvalget, skal have fundet en øjeblikkelig løsning på, og mødet i dag er bestemt et skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt for os at understrege, at der ikke er kaos i hverdagen. Pt. håndterer medarbejderne situationen og der tages hånd om alle eleverne på bedste vis. For at dette kan lykkes, må personalet ”løbe stærkt”, hvilket de naturligvis ikke kan blive ved med i længden. Selve drøftelsen i dag indikerer for os en tydelig løsningsparathed og et ønske om at sikre kvaliteten og opretholde den gode trivsel på hele skolen.”

Som afrunding på dagens drøftelser fik alle parter til opgave at udforme nogle konkrete løsningsforslag, både korte og langsigtede. Disse forslag vil være udgangspunktet for næste møde, når udvalget genbesøger skolen d. 22. marts 2022. Slutteligt blev der givet tilsagn om at give hinanden den nødvendige arbejdsro, og der var enighed om fremadrettet at gå dialogens vej.