Når man ser hvor mange unge mennesker, der hver uge boltrer sig på Varde Golfklubs dejlige anlæg ved Varde Ådal, så må man glæde sig over de forstandige mennesker, der for mere end 30 år siden valgte netop denne placering.
I begyndelsen var der tre områder i spil til en golfbane i nærheden af Varde, nemlig Toftnæs, Frisvad Mølle og området ved Gellerupvej.
Banearkitekt Erik Faurholt, der repræsenterede Dansk Golf Union, pegede på området ved Gellerupvej og nævnte bl.a. de bynære forhold med under 2 kilometer til Torvet i Varde, der ville gavne rekrutteringen af juniorer.
Varde kommune fulgte denne anbefaling, og på byrådsmødet den 4. december 1990 besluttede byrådet ”….at evt. fortsatte overvejelser om et golfbaneanlæg bør foregå med udgangspunkt i arealet ved Gellerupvej ….”
I sidste måned var det 29 år siden golfbanen åbnede, og lige siden er der strømmet ungdomsspillere til, så Varde Golfklub i dag har én af Sydvestjyllands større juniorafdelinger med omkring 40 spillere.
Den bynære beliggenhed er så også blevet udnyttet af klubben, der har prioriteret juniorerne højt. De har således deres eget klubhus, hvor der igennem året er mange aktiviteter, der er med til at styrke sammenholdet.
Vi har igennem alle årene haft meget aktive juniorudvalg, der i samarbejde med trænerne har sat mange aktiviteter i gang fortæller Lars Jull, der er formand for juniorudvalget. Og det er både aktiviteter, der relaterer sig til golf, men også aktiviteter, hvis målsætning er at styrke sammenholdet. Og netop her er samarbejdet med forældrene uhyre vigtigt. Man hører ofte fra foreningslivet, at det kan være svært at aktivere forældrene, men det er ikke vores erfaring. Hvis vi spørger forældrene om at hjælpe med en begrænset opgave, får vi næsten altid et positivt svar. Og at forældrene er aktive, er med til at styrke sammenholdet blandt de unge mennesker.
Og så er trænerne et helt kapitel for sig. De sidste 14 år har Jacob Tranberg været cheftræner. Han er selv opvokset i klubben som ungdomsspiller, og han har igennem alle årene formået at arrangere ungdomstræningen, så man lærer det svære spil igennem øvelser, der føles som en leg.
Én af Jacobs mange kvaliteter er også, at han formår at ansætte trænerelever, der ligeledes besidder disse evner. I øjeblikket er det Jacob Kjær, der udfylder denne rolle, og han er elsket af alle de unge mennesker. Men tag ikke fejl. Skal man blive en god golfspiller, kræver det også disciplin af den enkelte spiller, hvor der trænes meget teknik i spillets forskellige aspekter.
Er du et ungt menneske, og kunne du tænke dig at stifte bekendtskab med golfspillet, så er du velkommen til at møde op til juniortræning tre gange, for at se, om det er noget for dig. Der trænes mandage og torsdage fra kl. 17:00 til kl. 18:20.