Frivillig: Her er trygt at bo

Mona Bagger flyttede til boligområdet Boulevardbebyggelsen/Isbjergparken sidste sommer, og for hende var det naturligt at melde sig som frivillig.

– Jeg havde ellers forsvoret, at jeg skulle bo her, fordi jeg havde mine fordomme, men dem må jeg erkende var helt skudt ved siden af, smiler Mona, der er mere end glad for sin adresse.

– Her er et ganske unikt sammenhold, hvor vi på en eller anden måde alle sammen kender hinanden – og passer på hinanden. Det er meget trygt.

Mona melder sig gerne i forhold til praktiske opgaver, for eksempel i forbindelse med en aktivitet eller en beboerfest. Og som hun siger – det føles mere end naturligt at gå ind i det frivillige korps under Det Boligsociale Team.

– Det gør mig glad, og jeg får en masse energi af det. Det giver mig så meget at give noget videre. Jeg kan kun sige, at jeg er lykkelig for min beslutning om at søge bolig her i Isbjergparken. Her er alt, hvad man har brug for, lige om hjørnet, og man kender sine naboer. Jeg kunne ikke tænke mig det anderledes, slutter Mona Bagger.

Mona sammen med Susanne Berndt, der også er frivillig under Det Boligsociale Team.

(Artikelserie – Det Boligsociale Team)