Af Preben Friis-Hauge (V), folketingkandidat i Varde Kredsen, Søndergade 18, 6862 Tistrup
Vidste du godt at din personlige stemme tæller dobbelt? Det er måske mere korrekt at sige, at din personlige stemme har dobbelt værdi. Du stemmer personligt, når du sætter dit kryds ud for navnet på en kandidat. Alternativet til din personlige stemme, det er, at du stemmer på partiet ved at sætte krydset ud for partinavnet.
Betyder det noget om du gør det ene eller det andet? Ja – det gør det.
Når man skal finde ud af hvem der har “vundet valget”, så sker det ved at lægge antallet af parti stemmer sammen med antallet af personlige stemmer. Det parti der får flest stemmer ved det regnestykke, det parti bliver det største i Folketinget. De mandater (folketingsmedlemmer) partiet får, de fordeles herefter ud på de forskellige storkredse. Varde Kommune hører til i Sydjysk Storkreds, som er lig med den jyske del af Region Syddanmark. Hvis fx Venstre i sydjysk storkreds får 6 mandater, når stemmerne er talt op, så er det de 6 V-kandidater med højeste personlige stemmetal, der kommer i Folketinget, ud af de ialt 13 opstillede V-kandidater i storkredsen.
Lidt barsk sagt; stemmer du på partiet og ikke personen, så hjælper din stemme partiet, men det er de vælgere, der stemmer personligt, som bestemmer HVEM, der kommer “på Tinge”.
Derfor er min opfordring til dig: stem personligt, og stem på en lokal herboende kandidat, uanset hvilket parti du stemmer på. På den måde kan du være med til at sikre, at Varde kredsen bliver repræsenteret på Christiansborg